Kattrup Kirke. (Foto Jørn Kildall)
GEDVED - Ja, det er tirsdag d. 17. september kl. 19.00 i Gedved Sognegård, Skovvej 13B i Gedved vi mødes til menighedsrådsvalg, som hos os finder sted hvert 4. år. Alle medlemmer af folkekirken i Kattrup og Tolstrup sogne har stemmeret, når man er fyldt 18 år.
Af Niels Anders Lund Svendsen, Formand.
Vi skal have valgt et nyt menighedsråd for den kommende 4 års periode. Nogle af de nuværende medlemmer genopstiller, men der er også ledige pladser, hvor vi meget gerne vil have nogle til at stille op, så vi kan få valgt et fuldtalligt menighedsråd.
En vis interesse for det kirkelige arbejde vil jo være godt. Man bliver ikke eksamineret i ens viden og tro. Men man stiller jo nok op, fordi man vil styrke og se et kristent arbejde i vores kirker, sognegård og huse. Søndagsgudstjenesten er for en del mennesker et vigtigt grundlag, som der ikke skal rokkes ved, men man kan have indflydelse på alle de tilbud kirken yder.
Masser af tilbud og aktiviteter
I forgangne periode har vi haft børnekor, babysalmesang, musikalsk legestue, strikkemuligheder, foredrag, syng sammen, gospelkoncerter, julekoncerter, personalets julesangaften med gløgg, tårn-blæserne i Kattrup, adventsbål og ikke mindst familiegudstjenester Himmel og hotdog, undervisning for minikonfirmander og sommersang med fortællinger. Der har været rigtig mange tilbud i vores 2 sogne, og flere af dem på tværs i pastoratet med de andre menighedsråd. I det samarbejde har det været muligt at forsøge antallet af tilbud, og mange benytter sig af dem. Gospelkoncerterne er blevet til på baggrund af ønsker fra facebookvenner og med tilskud fra Vokseværk i Horsens. Med alle disse tilbud vil vi rigtig gerne komme også nye tilflyttere til vores område i møde.
Byggeri og masser af plads
I den periode vi går ud af, har vi fået fornyet blytaget på sydsiden af Kattrup kirke. Til ærgrelse er den gamle præstebolig revet ned, men vi har fået bygget en ny præstebolig i Gedved, som vores præst er glad for at bo i, og vi har fået tilbygget et lille mødelokale på sognegården i Gedved.
Vi har gode lokaler til masser af aktivitet.
Men intet sker af sig selv. Ved sommersang i Tolstrup kirke fortalte vores tidligere formand Helga Sørensen levende og begejstret om sit mangeårige arbejde i menighedsrådet, og hun opfordrede til at stille op og gå ind i det. Hendes ord vil jeg også gøre til mine. Det er et interessant arbejde, og selv om man ikke kan få gennemført alle ønsker, så er der vældig god mulighed for at få indflydelse og medvirke til spændende opgaver, og man lærer også nye mennesker at kende.
Alle er velkomne. Stiller du ikke selv op, så har din stemme høj værdi alligevel.