I år trækker Danmark de sidste kampsoldater ud af Afghanistan - efter 12 år i krig. Hele krigen er filmet af soldaterne selv - på deres egne kameraer. For første gang nogensinde har Forsvaret og de danske soldater givet lov til, at de unikke optagelser fra kampene ved frontlinjen må vises. Det er optagelser, der er filmet til privat brug på soldaternes hjelmkameraer, og som viser krigen helt uden filter.
Aldrig før er historien om, hvordan det er at være soldat udsendt i krig af Danmark, blevet fortalt så tæt på, som det sker nu. DR3's dokumentarserie 'Min krig' giver et helt unikt indblik i en årelang krig, som for de fleste af os blot er nyhedsoverskrifter og et overstået kapitel i danmarkshistorien, men som har givet hundredvis af danske soldater fysiske og psykiske ar for livet og sendt 43 af dem hjem i en kiste.
Soldaternes egne optagelser
Den dramatiske dokumentarserie i fire afsnit er udelukkende baseret på soldaternes egne optagelser fra den blodige hverdag i krig - suppleret af interviews med dem selv. Det er den personlige og menneskelige fortælling om, hvordan det påvirker soldaterne at være i krig, som er i fokus.
"'Min krig' viser danske soldaters egne barske, hjerteskærende og dybt personlige historier og optagelser af, hvordan det er at stå midt i krigen uden at vide, om man dør om lidt. 'Min krig' går så tæt på, at man ikke undgår at blive mærket, og det er måske meget sundt for at forstå, hvad det vil sige at være i krig," siger DR3's kanalredaktør Irene Strøyer.
Hun mener, det er vigtigt at vise den barske dokumentarserie:
"Mange danskere har nok et abstrakt forhold til, at vi har været en krigsførende nation i 12 år, fordi vi ikke selv har mærket konsekvenserne på egen krop. Men det er de folkevalgte politikere, der med stor opbakning i befolkningen, har taget beslutningen om at sende soldater til Afghanistan. Derfor er det relevant for os alle at forholde os til, hvad det indebærer for soldaterne at være sendt af sted i en krigszone. Serien kan forhåbentlig være med til at skabe en åben og kvalificeret diskussion af, hvad vi kan lære af soldaternes krigserfaring".
Fik benene sprængt af
De danske soldater fortæller hudløst ærligt om mødet med en alvorlig virkelighed i krigszonen, og de rå optagelser bevidner nogle af de mest traumatiske oplevelser, som krigen byder på: mødet med en uforudsigelig fjende, der truer éns liv, truslen fra vejsidebomber, og kammerater der mister lemmer og livet foran øjnene på soldaterne.
"Der er ikke nogen mennesker, der kan opleve det, jeg har oplevet, uden at tage skade af det. Så er man umenneskelig", fortæller 28-årige Morten M. Nielsen, som i 2009 var vidne til, at én af hans venner fik sprængt benene af på en vejsidebombe. Hans hjelmkamera fangede hele den dramatiske begivenhed, der for almindelige mennesker virker som et utænkeligt scenarie, men som for en udsendt soldat ikke er usædvanlig:
"Der er mange andre, der har oplevet det samme som mig - eller værre - min historie er bare én ud af mange", tilføjer veteranen, der blot var 23 år, da han var udsendt for anden gang i Afghanistan.
"Nu er det her ikke bare en drengedrøm længere om at komme til Afghanistan og være en del af det her. Nu er det bare et spørgsmål om overlevelse", beretter Lasse Hansen, der som 23-årig står ansigt til ansigt med døden, da han og kammeraterne bliver omringet af Taleban i maj 2009.
Begivenheden, som også er filmet på hjelmkamera, er blot endnu et eksempel på de dramatiske oplevelser, soldaterne kommer hjem med i bagagen.
"At det har så mange psykiske konsekvenser som det har haft, og at jeg nu næsten fire et halvt år efter har mareridt næsten hver nat. Det havde jeg ikke forventet. Og det er rigtig, rigtig hårdt", fortæller Lasse Hansen.
Programserien har premiere på DR3 mandag 29. september klokken 21.30 og bliver sendt i fire selvstændige episoder med hver deres unikke fortælling, og med nye soldater som fortællere hver gang.
Program 1 - mandag 29. september klokken 21.30:
Min krig: Omringet af Taleban
Det, der skulle være en helt almindelig patrulje for en gruppe unge danske soldater, ender i et mareridt - og de filmer det hele på deres hjelmkameraer. Danskerne bliver lokket i et baghold og omringet af Taleban. Og da de begynder at løbe tør for ammunition, ser soldaten Lasse ingen anden udvej end at kaste sig ud i den sikre død, direkte ind i fjendens skudlinje, for at sikre kammeraternes overlevelse.
Program 2 - mandag 6. oktober klokken 21.30:
Min krig: Jorden er giftig
En patrulje ender skæbnesvangert for den danske soldat 'Pede', da han træder på en af Talebans nedgravede vejsidebomber. Kammeraterne, der har deres hjelmkameraer tændt under hele den dramatiske begivenhed, kæmper for at redde hans liv. 'Jorden er Giftig' overalt, når de danske soldater bevæger sig rundt mellem de nedgravede vejsidebomber i Helmand, og hvert skridt kan blive det sidste.
Program 3 - mandag 13. oktober klokken 21.30:
Min krig: Blandt venner eller fjender
En engelsk soldat træder på en vejsidebombe og dør få meter fra en dansk soldat, som filmer det hele med sit hjelmkamera. Da de lokale fortæller, at englænderens ben er hængt op som trofæ nede i den lokale bazar, tager soldaterne ned for at hente det. Men patruljen viser sig at være et baghold arrangeret af Taleban, og det får fatale konsekvenser for de danske soldater.
Program 4 - mandag 20. oktober klokken 21.30:
Min krig: Panternes kløer
En gruppe danske soldater går forrest ind for at indtage Talebans højborg i den største allierede operation siden D-dag. Men fjenden har forberedt sig, så soldaterne møder uventet stor modstand og operationen trækker ud. Danskerne strander dybt inde i fjendens land - og da de er allermest udmattede sætter Taleban ind med et bagholdsangreb på danskernes lejr.