Mulighed for selveje i hallerne i Horsens Kommune blev diskuteret i Østbirk Hallen



(Foto Jørn Kildall)

ØSTBIRK - Onsdag aften var der møde i Østbirk Hallen, hvor snakken gik på, om flere haller i Horsens Kommune kan blive selvejende. Men hvad betyder det egentlig for en hal, der i dag drives af kommunen at skulle overgå til at blive selvejende? Det var et spørgsmål, mange af de omkring 20 fremmødte i Østbirk Hallens cafeteria gerne ville have svar på. Repræsentanter fra hallerne i Torsted, Gedved og Lund var også mødt op for at høre mere om, hvad det indebærer.

Tekst og foto Jørn Kildall

Aftenen startede med en rundtur i Østbirk Hallen, hvor halbestyrer Jesper Bentdsen viste rundt og fortalte om stedet, hvor han og hans kone Ruth har været ansat som bestyrerpar i hele 20 år. Jesper fortalte stolt om udvidelsen med en ekstra hal og især hallens store fitnessområde på første sal fangede de fremmødtes opmærksomhed. Spørgelysten var stor, og stemningen nysgerrig.
 

(Foto Jørn Kildall)

Kaffe, kage og snak om fordele og ulemper

Efter rundvisningen samledes alle i hallens cafeteria til kaffe og kage – klassisk hallestil! Her holdt Jesper et oplæg om de fordele og ulemper, der kan være ved at være en selvejende institution. Med udgangspunkt i sine egne erfaringer som halbestyrer fortalte han ærligt om de udfordringer, der følger med, men også om de muligheder, der ligger i at have mere selvbestemmelse end under kommunal drift.

Jesper forklarede, at det bestemt ikke er en dans på roser at være selvejende. Der er masser af arbejde at tage fat på, men der er også fordele ved at være sin egen herre. Og netop den frihed var noget, der vakte interesse blandt de fremmødte.
 

(Foto Jørn Kildall)

Politisk besøg og en afslappet tredje halvleg

Udover de tre hallers repræsentanter var der også nogle politikere fra kommunens kulturudvalg, der kunne hjælpe med at nuancere debatten og besvare en del af de spørgsmål, der dukkede op.

Efter en aften fyldt med god snak og masser af spørgsmål gik man til tredje halvleg, hvor der blev stillet øl frem, så ganerne kunne blive skyllet. Jesper og hallens bestyrelse stillede sig til rådighed for yderligere spørgsmål, mens folk hyggede sig og diskuterede fremtiden for deres haller.

Vil andre haller blive selvejende?

Spørgsmålet om, hvorvidt flere haller i Horsens Kommune vil gå selvejende, er stadig åbent. Men én ting er sikkert: Der er interesse for det. For som Jesper og de fremmødte kunne blive enige om – det kræver arbejde, men giver også nye muligheder.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024