Når live kulturen/musikken mangler



(arkivfoto)

Corona krisen kradser både økonomisk og socialt, den rammer nogen ved at fylde deres pung, eller for andres vedkommende, at tømme den. Nogen mangler bare nogen at tale med, ses med at holde i hånden med og når vi endelig går ud, så går vi ingen steder hen, altså måske lige bortset fra i Brugsen, eller i Bilka, men det vi lige manglede, det købte vi jo forresten i går, måske er vi så heldige at møde nogen vi kender for en sludder, ja ellers så kommer vi bare igen i overmorgen...

Af Gunni Møller Mogensen

Forsamlingsforbud, isolation, dødsangst, vaccine, genåbning og livet, livet som vi alle helst vil leve helt live og helst sammen med andre mennesker, for vi er jo alle skabt som sociale flokdyr og trives derved bedst.

Hvad med kulturen, live musikken, eller rettere sagt manglen på dette i vores lokalområde, hvad gør det ved os og hvorfor gør det os kede af det, når vi igen må se i øjnene, at skoleorkesterets koncert igen er aflyst i Hovedgård Hallen, byfesten aflyst, koncerterne i BluesHouse i Kattrup aflyst, samt meget andet, hvor musikken spiller en større rolle for det enkelte menneske.
Ingen festlige begivenheder uden musik, selv de som ikke ejer en takt i livet, ser man vippe med tæerne, når musikken er gået i gang på diverse scener, store som små, i stuer, haver, haller og på plæner.

Mennesket har altid været tiltrukket af takter, rytmiske lyde som af den ene, eller anden grund bare lyder godt i den enkeltes øre og i vores tidsalder er der så tillige tilført lys, røg, performance m.m. alt sammen for at vi skal føle det gør noget endnu bedre for os mennesker og ja det virker. 

Der er lavet mange og lange undersøgelser omkring, hvorfor vi bliver tiltrukket af musik og det man ved, er at hjernen frigiver Dopamin, så vi bliver glade, euforiske og ses dansende, når vi lytter til musik. 

Dopamin er ganske kort fortalt kroppens stof bag drivkræfterne til positivt motiverede handlinger, tilknyttet oplevelser af velvære. Musikkens univers er uforklarlig magi, en nydelse som kan få hårene til at rejse sig, eller tårerne til at trille, da den kan snyde dig og sætte dig i en helt speciel sindstilstand (I kender det alle). 

Den er også en af de få tidsmaskiner vi har, som når man f.eks. hører et bestemt nummer med Bamses Venner, så mindes man og husker klart det første kys med pigen på dansegulvet til halballet der tilbage i 1977.

For nogle mennesker er musik og instrumenter hele deres liv, i mange tilfælde det eneste de kan med 100% ægthed, det eneste de brænder for og det eneste de venter på, er turene rundt på landevejene, rundt på spillesteder og alle mulige og umulige scener for at underholde alle os som bifalder dem og giver dem anerkendelse for deres kunnen. 

At lære et instrument at kende fuldt ud, er en hård proces som tager årevis også selvom instrumentet er ens egen stemme, der er masser af tekniker som skal indøves igen og igen.

Når vi nu er ved instrumenter, så er der mange gode og eksklusive handler at gøre her under Corona krisen, da en del musikere som lever af musikken, sælger ud af `arvesølvet`, de mangler penge på kontoen og må skille sig af med instrumenter i deres samlinger. Nogle musikere forsøger at overleve ved at arrangere betalte online koncerter, men der mangler jo ligesom noget her, idét den sociale nærkontakt med andre mennesker ikke er til stede i samme omfang som når man går til rigtige live koncerter, hvor man kan dufte parfumen fra hende man står, eller sidder ved siden af og der er heller ikke en særlig stor glæde ved at nyde øllet fra køleskabet alene, mod fadbamserne i godt selskab derude. 

Når kulturlivet mangler i lokalområdet, så kan man rammes af ærgrelse, måske en slags mikro depression, som heldigvis forsvinder ret hurtigt igen, lige indtil næste arrangement ses aflyst og, hvad mon det gør ved os på den lange bane, når den kulturelle terapi helt mangler og vi bare er levende døde for hinanden? 


Hvad glæder du dig mest til, når Covid-19 er slut?

Har du tænkt over, hvad du glæder dig mest til at skulle opleve, når Covid-19 spærretiden engang ophæves? En rundspørge blandt en del af befolkningen på 11 spørgsmål, kan se sådan ud: 

Et godt bevis på, hvor meget kulturen i virkeligheden betyder for os mennesker og samtidigt en klar tilskyndelse, til at lade de første glade live begivenheder indtage deres pladser, her hen over (sen)sommeren i vores lokalområder og mon ikke der bliver fulde huse og ekstra højt humør, hos både publikummer og kunstnere derude i, ja det ganske og glubske land.

Corona virusset forsvandt ikke, blot fordi vi skiftede årstal og den forsvinder ikke foreløbig, så vi må affinde os med at leve med den, blive syge af den, ja måske endda miste livet af den. Vi som menneskehed har gennemlevet det før og må lære at acceptere når moder natur viser tænder, for vi er og bliver ikke andet, end en del af en cyklus, et vilkår vi ikke kan ændre...!
Lad boblen briste, musikken lyde og øllet flyde. Vi vil have live kulturen tilbage. Nu!

Lignende artikler

Gunni Møller Mogensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024