Den Genfundne Bro er værd at se, og naturen omkring den byder på mange overraskelser. Naturforeningen for Gedved og Omegn indbyder til en tur til området, ledet af Jesper Sandgaard, der bor på stedet. Det sker tirsdag den 31. maj kl. 19.
Vi mødes ved P-pladsen ved Broen; der er vejskilte fra Vestbirk med Den Genfundne Bro. Vi går 2 timer og slutter med kaffe. Alle er velkomne. Pris 50 kr. for medlemmer, 75 kr. for andre.
Den Genfundne Bro er en jernbanebro, der er bygget af jern i 1899. Broen førte toget fra Horsens til Bryrup over Gudenåen, 10 m over vandspejlet. Sporvidden var 1 m, altså en smalsporet jernbane. I 1929 blev jernbanen ført helt til Silkeborg, og jernbanen fik normal sporvidde: 1,435 m. Nu var broen for smal, og den skulle bygges om. Det skete ved at bygge en dæmning af sand og grus, og jernbroen forblev som skelet inde i selve dæmningen, hvori der var gennemløb for Gudenåen. I 1968 blev Horsens-Silkeborgbanen nedlagt, og jernbanelegemet blev til en bekvem sti for fodgængere, cyklister og ryttere.
I 2015 blev broen gravet ud igen, fordi der skulle skaffes bedre passage til Gudenåens vand. Det viste sig, at det kunne betale sig at grave broen ud og gøre den til en turistattraktion. Det ville have kostet ligeså meget at fjerne den helt.
Gudenåen er jo Danmarks længste flod, 160 km fra udspringet i Tinnet Krat til Randers. Den skal restaureres, så vandet kan løbe næsten frit og så ørreder og ål kan svømme op i den. Det er ikke så nemt, for der er i forvejen ændret meget i Gudenåens løb. I årene op til 1924 blev åens opdæmmet, så der kunne blive 10 meters fald ned gennem Vestbirk Kraftværk. Gudenåen blev opdæmmet ved Frislusen, hvor lidt vand stadig kunne løbe ad det oprindelige løb. Her kunne store vandmængder fra voldsomt tøbrud også løbe ud, så at kraftværket undgik skader. Vandet fra Gudenåen bredte sig i sø 1 syd for Frislusen, og sø 2 og sø 3 blev fyldt med åens vand. De tre søer blev forbundet med kanaler. Herved opstod en vandreserve, så Vestbirk Kraftværk stadig kunne få vand under langvarig tørke. Vandet fra sø 3 blev ført til kraftværket ad en kanal på siden af Gudenådalen, altså højt over ådalens bund.
Søerne er nu næsten fyldt op med sand og ler m.m., og på et tidspunkt er der ikke plads til vand i den. Sådan går det med opdæmmede søer. Endnu er det ikke besluttet, hvad der skal gøres, men en planlægning er undervejs.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!