Ny forening under opsejling – Vestbirk Vedvarende Vandkraftværk



VESTBIRK - Arbejdsgruppen for VVV inviterer til generalforsamling på Tønning-Træden Friskole fredag d. 27.9 kl. 15.00.

I smug gemt mellem buske og træer, "langt" fra købstaden Horsens, ligger Vestbirk Vandkraftværk ved Gudenåen, som har produceret grøn el siden 1924. Og det kører endnu. Velholdt og opdateret med en ny turbine fra 1992, snurrer kraftværket på fuld kraft, godt hjulpet af det seneste overdådige regnvejr.

Horsens Byråd har vedtaget en stor EU-finansieret plan omkring Gudenåen, som medfører, at de vil lukke og slukke vandkraftværket lige for næsen af vores børn, børnebørn og oldebørn, som med stor sandsynlighed bliver helt afhængige af grøn energi.

Danner ny forening

Vi er en arbejdsgruppe, som har besluttet at danne en ny forening, der kan blive talerør for mange, som mener, at vandkraft er værdifuld, nabovenlig grøn el. At det er vandvittigt at stoppe et velfungerende kraftværk, når vi nu mere end nogensinde har brug for lokal, uafhængig grøn energi. Der er en mulighed for at kombinere natur og vandkraft og lave et kompromis, som både giver plads til fisk og grøn el.

Kæmpe projekt berører mange

Horsens Byråd vil i gang med et kæmpeprojekt og mange gravemaskiner omkring Vestbirk Vandkraftværk og Gudenåen. Et projekt, som ikke kun vil forstyrre naboerne i området, men også forstyrre den nuværende fantastiske natur både omkring Gudenåen og i selve Gudenåen. Det vil også berøre de tre Vestbirksøer, som ingen rigtig ved, hvordan vil opføre sig, hvis projektet gennemføres i fuld skala. Naturstyrelsen, som ejer områderne, udtaler, at "målet er at skabe lokal forankring og ejerskab... indhente lokal viden og undgå konflikter".

Denne opgave synes vi er vigtig! – af hensyn til lokalbefolkningen og til sund fornuft.

På arbejdsgruppens vegne

Karen Bækbøl, Træden, Brædstrup
Line Iversen, Gedved
Harry Holm Frederiksen, Aale, Tørring
Vagn Jørgensen, Gedved
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024