På årets generalforsamling blev det besluttet at indkøbe ny julebelysning, men Østbirks borgere får dog først fornøjelsen af den nye belysning i 2024. Julelysene bliver i år sat op og tændt den 25. november.
Af Jens Glavind
Mandag aften var der ordinær generalforsamling i Østbirk Julelysforening hvor Jens Jørgensen havde lagt ”barndomshjem” til mødet.
Jens' historiske museum
Jens har lavet sit eget lille museum med faderens gamle landbrugsmaskiner. Redskaber som hestene har trukket, et køkken der var som dengang med alle de gamle køkkenredskaber, og spisestuen hvor 7 fremmødte kunne deltage i generalforsamlingen.
Årets aktiviteter og beretning
Jens Glavind aflagde på bestyrelsens vegne beretning for det forgangne år hvor hovedaktiviteten ikke overraskende har været at stå for ophængning og nedtagning af byens julelys.
Foreningens ejendomme og finanser
Julelysforeningen ejer udover julelysene også byens vandtårn, og senest har foreningen også erhvervet arealerne ved siden af vandtårnet, så andre aktiviteter bliver det efterhånden også til i foreningen. I 2022 var der et beskedent overskud på 6.680 kr. og formuen udgjorde 96.000 kr.
Fremtidig julebelysning
Bestyrelsen havde fremsat forslag om at der skal indkøbes ny og mere tidssvarende julebelysningen da den nuværende belysning efterhånden har 25 år på bagen og er ved at være nedslidt. Foreningens formand, Niels Damsted, kunne fremvise eksempler på hvordan den nye belysning kan komme til at se ud, og på god demokratisk vis besluttede forsamlingen sig for hvad der nu skal investeres i. Den nye julebelysning får Østbirks borgere dog først fornøjelsen af i 2024, så 2023 bliver således året hvor den gamle julebelysning bliver hængt op for sidste gang. Julelysene bliver i år sat op den 25. november.
Beslutninger om kontingent og investering
Det blev samtidig besluttet at hæve kontingentet til 2000 kr i 2023 og 2024 for at få sparet penge op til den kommende investering, og samtid håber forening på at flere erhvervsdrivende vil bakke op om foreningen så der også i mange år fremover vil være julelys i Østbirk.
Bestyrelsens sammensætning
Den samlede bestyrelse bestående af Niels Damsted, Niels Valeur og Jens Glavind blev genvalgt.
Medlemsinformation og kontakt
Nye medlemmer kan henvende sig til Jens Glavind på jg@lrp.dk eller 40972075. Julelysforeningen har i dag 30 medlemmer.