Alberte på Seminariet i Gedved. (Foto Arendina Post de Jung)
Alberte Winding og Andreas Fuglebæk henrykkede på Seminariet så enkelt vat det. Det blev en aften fyldt med humor, intimitet og musikalsk overskud da Alberte Winding og ægtefællen Andreas Fuglebæk mødte publikum i den udsolgte sal i Gedved Medborgerhus fredag aften.
Fotos Arendina Post de Jung
- Jeg ville ønske jeg kunne høre alle jeres historier, men nu må I så høre min, sådan indledte Alberte og fortalte om sin tur til USA som ung teenager, hvor hun for alvor fik musikken ind under huden.
Alberte og Andreas førte os rundt om de folkekære Luna-sange fra ”Bamse og Kylling” til Albertes egne hits, bl.a. ‘Tænder på et kys’ og (selvfølgelig) ‘Lyse nætter’, udført med et hyggeligt og morsomt ping-pong imellem de to, ligesom den konservatorieuddannede Andreas Fuglebæk imponerede med sit eminente guitarakkompagnement.
Duoen Jespersen/Zeeberg sørgede for fin opvarmning. (Foto Arendina Post de Jung)
Den lokale opvarmning af duoen Jespersen/Zeeberg bød på sange fra Gert Jespersen’s EP ‘LægesAlleSår’, som han udgav i foråret 2022. Indslaget passede fint til aftenens akustiske og intime stemning.
Først efter adskillige ekstranumre kunne det begejstrede publikum give slip på Alberte/Andreas, der efterfølgende forsikrede, at begejstringen var gensidig.
Den lille musikforening kunne sammen med publikum fejre endnu en mindeværdig aften i det gamle seminarium. Allerede om mindre end 3 uger bliver der igen god musik i nære rammer, når Franck White og hans band byder på ”Blues fra hjertet”.