(arkivfoto)
I en pressemeddelelse torsdag 18. marts 2021 gav statsministeriet mulighed for udendørs gudstjenester med op til 50 deltagere.
Påsken er reddet…
I hvert fald hvis vejret holder. Den nye udmelding gør det muligt at kirkerne kan flytte påskens gudstjenester udenfor, og dermed øge antallet af kirkegængere ved påskens gudstjenester. Det har især været en udfordring at få plads til kirkegængerne ved gudstjenester i små kirker, så udmeldingen giver et bredere manøvrerum for menighedsråd og kirkepersonale, når påskens gudstjenestefejring skal planlægges.
Hvad med indhold?
Udmeldingen fra statsministeriet giver anledning til nye spørgsmål: gælder de samme krav, som vi kender fra den indendørs gudstjenestefejring, for den udendørs? Bliver der mulighed for nadver? Bliver der mulighed for fælles salmesang? Umiddelbart ser det ikke ud til at andre restriktioner løftes ved gudstjenesteafholdelse, så vi må nok stadig forvente en kortere gudstjeneste uden fælles salmesang og nadver, men hvem ved om der sker et lille påskemirakel, så den fælles sang kan få luft under vingerne under åben himmel?
Husk en jakke
Hold dig orienteret angående de nye restriktioner på din kirkes hjemmeside. Med kun en uge til påske er der ikke god tid til at tænke ret meget uden for kirkeskibet, men mon ikke det hårdtarbejdende kirkepersonale kan nå at få en god ide eller to. Uanset hvad kan det være en god ide at tage den tykke jakke med, hvis gudstjeneste skulle forrykke til udendørs gennemførelse i det forhåbentlig gode påskevejr.