Josef Blæsild, ca. 1960 (Arkivfoto)
Hvem holder ikke af en god historie? Hvem vil ikke gerne vide mere om fortiden på det sted hvor man bor? På Facebook har Østbirkborger Jens Glavind oprettet en gruppe som netop beskæftiger sig med Østbirks historie og den er fyldt med masser nostalgi.
Af Jørn Kildall
I april 2022 oprettede Jens Glavind en gruppe på Facebook med navnet ”Østbirk Nostalgi & Historie”. De fleste kender Jens Glavind og hans enorme passion for Østbirk og dens historie. Jens er barnefødt i Østbirk og har arvet sin store passion fra sin far Anders Glavind som var en formidabel historiefortæller og et levende leksikon der kunne berette vidt og bredt om Østbirk og dens historie.
Facebook-siden med historierne er smækfyldt med fotos, gamle annoncer og avisudklip, samt masser af historier fra gamle dage. Det vrimler med minder og de omkring 1000 medlemmer som følger med i gruppens aktiviteter, kommenterer flittigt de hyppige opslag.
Den kollektive hukommelse hjælper Jens Glavind med at identificere personer og steder på det righoldige billedmateriale som man kan finde på siden.
Alle kan blive medlem af gruppen, men det kræver at man har en brugerprofil oprettet på Facebook. Du finder gruppen ved at søge efter ”Østbirk Nostalgi & Historie”. Så ligger historien åben for dig og her er masser af godbidder at kaste sig over.