Ombygning af Voerladegård forsamlingshus



Voerladegård er en initiativrig landsby der hele tiden stræber efter fornyelse. Forsamlingshuset danner rammen for stedet hvor lokale mødes i alle anledninger trængte til stor ombygning. 

Af Anne Louise Levinsen

Huset er fra 1957, men desværre er kun de nødvendige renoveringer sket igennem tiden. Derfor var det nu tid til at give huset nyt liv, så vi kan indbyde endnu flere gæster til fælles arrangementer, eller private udlejninger.

Taget på huset var blevet utæt, og de gamle vinduer var så utætte at det var næsten umuligt at varme huset op. Derudover var der en gammel scene som spærrede for den fantastiske udsigt over markerne imod syd, og forhindrede lyset i at komme ind. 

Så i 2019 satte nogle ildsjæle sig for at udforme et projekt for at søge fondsmidler, da huset ikke selv havde midlerne til så stor en ombygning. I 2020 var vi så så heldige at Landdistrikspuljen ved Erhvervsstyrelsen valgte at støtte projektet med 500.000 kr., og efterfølgende fulgte Skanderborg kommunes Landsbypulje også med, og donerede 300.000 kr., og til sidst kom Velux medarbejderfonden med 18.000 kr. Dette var en kæmpe hjælp for os, men vores ambitioner var højere, så vi sendte et brev rundt i lokalområdet hvor vi søgte om donationer i form af kontanter eller frivillig arbejdskraft. Her blev vi virkelig overrasket, over at møde så stor opbakning. Vi fik knap 125.000 kr. doneret af de lokale fra Voerladegård og omegn, og over 800 frivillige arbejdstimer!

Med disse penge og frivillige hænder kunne vi i august 2020 sætte gang i ombygningen. 

Vi fik lokale håndværkere til at udføre arbejdet, da de samtidig også havde en interesse i at få huset shinet op, og derved endte de også med at dumpe priserne, og donere både materialer og timer, så vi kunne få endnu mere for pengene. Det var vi evig taknemmelige for. 

Efter knap 1 års ombygning (deri også forsinkelse pga. Corona og vi ikke måtte mødes på kryds og tværs), står vi nu med et ombygget hus som vi er superstolte af. Vi har derfor også valgt at omdøbe huset fra ”Voerladegård Forsamlingshus” til ”Voers hus” for at understrege at dette har været et fælles projekt – det er byens hus! 

I ombygningen har vi fået nyt tag, ny stor hævet træterrasse, nye vinduer, nye gulve i begge sale, malet lofter og vægge og fået nye radiatorer og meget mere. Huset er blevet løftet til et niveau vi ikke havde turde håbe på, og det indbyder virkelig til hygge med mange gæster i festligt lag, eller muligheden for at lokalbefolkningen kan mødes til fællesspisninger, børnedisko, byfest, banko eller meget andet. 

Vi mangler stadig at få givet vores entre og vores toiletter en kærlig hånd, men forhåbentlig kommer dette løft til at give flere udlejninger, så vi selv kan spare sammen til ombygningen af disse indenfor en overskuelig fremtid, og i bestyrelsen er vi meget forhåbningsfulde at dette nok skal ske. 

Hvis man vil se hvordan man lejer huset, kan det ske på www.voershus.dk.

Lignende artikler

Anne Louise Levinsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024