Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
Det er forstemmende, hvor totalt ukritisk den grønne dagsorden forceres tilsat en god portion venstrefløjsideologi. Selv sproget bruges til at manipulere med befolkningen. ”Solcelleparker”, men den sproglige definition på en park er et stort offentligt tilgængeligt haveanlæg eller landområde med mere eller mindre kontrolleret beplantning til rekreative formål. Kald det, hvad det er, nemlig et solcelleareal.
Af Søren Lind Jensen. Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
Naturligvis skal samfundets stigende behov for strøm løses, og selvfølgeligt spiller den grønne omstilling en vigtig rolle, men lyt venligst til, hvad eksperterne og forskerne på området siger. Hvorfor inddrage god landbrugsjord, smadre flotte landskaber som f.eks. Viuf ved Kolding, hvor der skal ligge et solcelleareal på 347 hektar?
Ejendommene i området er købt op af et udviklingsselskab. Havde beboerne ikke givet efter, var deres ejendomme blevet værdiløse. Investorerne slikker sig om munden, mens de berørte borgere lider. Nye Borgerlige vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at overbevise de politiske partier om ikke at gentage vanviddet fra Kolding i Horsens kommune.
Energiprofessor, Brian Vad Mathiesen, fra Aalborg Universitet er klar i spyttet, og han støttes stort set af de fleste energieksperter i landet: ”Vi skal slet ikke have solcellerne ud på markerne. Vi skal have dem op på tagene.” Og tagene dækker over kolossale arealer, både private huse og bygningskomplekser, almennyttige blokke, offentlige samt industrielle og kommercielle bygninger.
Hvis det er skattefradrag, der skal til for at igangsætte den proces, så er det dét, Christiansborg-politikerne må gøre. Strømmen skal naturligvis produceres der, hvor den bruges, hvorved store transmissionstab undgås samt enorme udgifter til kabler, nedgravning og etablering af nye transformatorstationer. Samme problematik for vindmøllerne, opstil dem dér, hvor strømmen skal bruges, altså ud på havet uden for de store byer.
Der er intet kvikfiks på, hvordan vi får løst vort stigende behov for strøm, men alt tyder på, at løsningen ligger i et energimix bestående af forskellige energiformer primært produceret lokalt og decentralt – intelligent udtænkt og udført, og ikke, som vi oplever i disse år i panikløsninger drevet frem af dogmatikere og ideologer ridende på deres kæpheste.