Palmesøndag med natur og kreativitet



Der blev arbejdet koncentreret med at lave påsketing som her. (Foto Niels Damsgaard Hansen)

TEBSTRUP - Søndag 24. marts oplevede omkring 45 voksne og børn den skønne natur ved Præstegårds-stien i Sneptrup og lavede påsketing sammen i den smukke, gamle tidligere præstebolig. 

Af Niels Damsgaard Hansen

Lige omkring klokken 13 åbnede vejrguderne for sluserne, så ingen havde lyst at være ude. Men 20 minutter senere var det heldigvis ovre.

Så bare en lille smule forsinkede begav 15-20 børn og voksne plus en enkelt hund i snor sig afsted på naturvandring ad Præstegårds-stien ved Sneptrup Præstegaard. 

- Vi så anemoner, vårfluelarver fra vandløbet og meget mere, fortæller Anne Møller Jørgensen. Hun er et af fem medlemmer i skovgruppen, som på vegne af menighedsrådet tager sig af at planlægge og i høj grad passe arealerne, der tilhører præstegården.

Men ikke nok med, at der var pæn tilslutning til vandreturen. For inde i præstegården var lige så mange i fuld gang med at lave påsketing på årets Palmesøndag 24. marts.
 

Flere steder på Præstegårds-stien i Sneptrup er der vandløb og vandhuller med masser af liv allerede nu – her bliver der kigget efter, hvad det mon er? (Foto Niels Damsgaard Hansen)

En rigtig familiedag inde og ude

Dagen startede klokken 13. 

Da var medlemmerne af den lokale malegruppe med flere klar til at hjælpe med og give inspiration til at lave flotte dekorationer til påsken. 

Blandt andet selvfølgelig også male påskeæg, klippe figurer og meget mere, der hører påsken til.

De næste timer blev der arbejdet intenst på at lave flotte kreationer til at tage med hjem.
 

Det var en noget anderledes gudstjeneste, der blev holdt i Ousted kirke Palmesøndag 24. marts, hvor en dukke snakkede med præsten om dagens emne. (Foto Niels Damsgaard Hansen)

Bolle, æblekage og kaffe

I de tre timer, det varede, var der også pop-up cafe i den gamle præstebolig, så kunne købe boller, æblekage og kaffe/the.

Det var også populært ikke mindst for dem, der havde været med til at vandre på Præstegårds-stien. 

Hele arrangementer var arrangeret af skov- og malegrupperne i tilknytning til Ousted, Taaning og Hylke menighedsråd.

Hvis du også er interesseret i at lave aktiviteter i den tidligere præstebolig i Sneptrup, hører menighedsrådet gerne om det.
 

Starten på Præstegårds-stien med de to, flotte men også alvorligt udseende figurer. (Foto Niels Damsgaard Hansen)

Niels Damsgaard Hansen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024