Platform K skal være nyt kulturelt mødested for byens unge



Allerede fra september vil de første koncerter og events gå hånd i hånd med duften af kaffe og croissanter på Platform K..

Der arbejdes på højtryk på Madevej med første fase af byens nye kulturelle mødested. Det nye sted har fået navnet Platform K, og skal skabe rum til byens unge- og studiemiljø, rum til kulturelle og kreative entreprenører, være nyt kraftcenter for rytmisk musik og meget mere.

Af Horsens Kommune

Platform K. K for kultur, kreativitet, kaffe, koncerter, kærlighed og kant. En platform er en base, hvorfra man kan bygge noget op, og det er netop planen for byens nye sted. Platform K bliver det nye, inspirerende sted, hvor byens mange unge kan mødes omkring koncerter, talks, events eller bare en god kop kaffe i den nye café.

Platform K skal blive et samlingssted for et farverigt spænd af brugergrupper og kulturelle aktiviteter. Det skal være brugernes sted, og aktiviteter og initiativer vil have samskabelse og brugerinddragelse i centrum. Og på længere sigt skal stedet også huse et nyt musikspillested.

Stærke kulturkræfter fusionerer og skaber Platform K

Det er stærke lokale kulturkræfter, der fusionerer og skaber Platform K. Helt præcist, er det KulisseLageret og Det Gule Pakhus, der smelter sammen under det nye navn. Det Gule Pakhus og Kulisselageret bidrager begge med stor erfaring og stærke historier, og med Platform K får de endnu bedre rammer til at skabe nye fællesskaber og samarbejder og give rum til flere nye møder på tværs.

- Platform K giver os mulighed for at gøre brug af vores store erfaring og invitere en masse nye brugere indenfor i nye kulturelle fællesskaber og projekter, siger Simon Lundvig, som er daglig leder af Det Gule Pakhus og uddyber, at han ser frem til at videreføre de mange aktiviteter og sociokulturelle projekter, som gennem årene har skabt musikalske fællesskaber og umage venskaber på tværs af alder og interesser.

KulisseLagerets koncerter vil løbende blive flyttet til Platform K, mens der skabes økonomi til på sigt at bygge et helt nyt spillested i området. Spillestedsleder, Jeppe Vind, og hans medarbejdere ser frem til at blive en del af Platform K:

- Vi har længe haft et ønske om at kunne give bedre rum til alt det sociale, der udspiller sig omkring vores musikaktiviteter. Med nye kolleger og dygtige frivillige er vi godt rustede til en ny epoke for både livemusikken og det udøvende musikmiljø i Horsens, fortæller han.

Endnu en stærk, lokal kulturprofil har meldt sig under projektets fane. Julie Due Steffensen, ejer og stifter af kulturcaféen GRUS, er nemlig hoppet ombord i projektet. Julie skal hjælpe med at starte caféen i det nye hus op og bidrage med sin gode energi og erfaring i planlægningen af de mange events, der skal være i huset.

Som det første led i processen med at skabe Platform K er byggeriet af det nye café- og eventområde netop sat i gang, og allerede fra september vil de første koncerter og events skal gå hånd i hånd med duften af kaffe og croissanter.

Vil du vide mere?

Du kan finde mere information og følge projektet og planlægningen af arrangementer og events på www.platformk.dk, www.facebook.com/Platformk.dk og www.instagram.com/platformk.dk/

Lignende artikler

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024