Præsteindsættelse i Kattrup og Tolstrup sogne



Louise Holmen (tv) og Provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard. (foto Per Bonde)

Kattrup kirke var godt besøgt søndag den 16. oktober. Den nye præst skulle indsættes, og mange sognebørn var mødt op for at få et førstehånds indtryk. Derudover var provst Annette Bennedsgaard og yderligere tre præster fra Voer Herred pastorat til stede. 

Foto Per Bonde

Præcis kl. 9.30, lød indgangsbønnen, og så var højmessen ligesom i gang. Det var provsten, der indledte, og bød den nye præst - Louise Holmen - velkommen. Provsten tog i sin velkomst udgangspunkt i det nye ord rækkevidde angst – altså det med at man kan være i tvivl om, man har strøm nok til at nå ens mål. Det relaterede hun til dagens tekst, som var fortællingen om vintræet og dets grene, eller rettere at ingen gren kan klare sig alene. 

Provsten sluttede af med venligt at gøre Louise opmærksom på, at hun som præst ville blive hevet i fra alle sider, og opfordrede til, at Louise skulle tage mod udfordringerne, men pointerede, at du skal holde dit udgangspunkt i kirkens fællesskab. Annette Bennedsgaard sluttede af med at læse højt af biskop Henrik Wigh-Poulsens ansættelsesbrev og lykønskede Louise Holmen med det nye kald.

Provsten havde løftet sløret for, at dagens tekst var over vintræet og dets grene, så da Louise Holmen havde overtaget mikrofonen, prædikede hun over denne tekst. Hendes prædiken var både nærværende, vedkommende og personlig. 

Udgangspunktet var hendes undren over hvor meget vi hver især ligner vores ophav. De fleste forsøger gennem livet at finde deres egen position ofte i opposition til forældre, men langt hovedparten ender med at erkende, at vores liv bygger på det fundament vi fik med i vores barndom, og således også vores forhold til kristendommen og kirken. Louise prædikede i et levende og letforståeligt sprog, hvor der også blev givet plads til følelserne.   

Efter nadveren, var gudstjenesten slut, og de fem præster og menighedsråd tog opstilling i våbenhuset og hilste på hver enkelt kirkegænger, inden turen gik videre til Tolstrup kirke.

Louise Holmen er et positivt bekendtskab, der helt sikkert bliver til gavn og glæde i Kattrup og Tolstrup sogne i årene fremover.

pebo

Lignende artikler

pebo

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024