Regeringens nye kørselsafgift får et nej fra Danmarksdemokraterne!



Hans Kristian Skibby, MF for Danmarks Demokraterne

Regeringen, inklusive Venstre der nu er sprunget ud som et radikalt midterparti, vil indføre endnu en strafaktion mod erhvervslivet i klimaets navn sammen med venstrefløjen.

Af Hans Kristian Skibby, MF for Danmarks Demokraterne

Denne gang er det vognmandserhvervet, der står for skud. Med en ny politisk aftale vil de indføre en helt ny afgift, der betyder, at lastbiler over 12 t. skal betale en kørselsafgift for hver kilometer, de tilbagelægger på vejene. Regeringen og de røde partier kalder det en grøn kørselsafgift, fordi ellastbiler får rabat på afgiften.

Problemet er bare, at vognmændene ikke har en jordisk chance for at skifte diesellastbilerne ud og slippe for afgiften.

For el-lastbilerne kan slet ikke køre de kilometer, som en ganske almindelig vognmand kører hver dag. Ladeinfrastrukturen til dem findes heller ikke, og el-lastbiler er så dyre, at investeringen først betaler sig efter 15 år. Det hænger slet ikke sammen.

Tvunget til at fortsætte med diesel

Så vognmændene er tvunget til at fortsætte i diesellastbilerne for at holde forretningen og Danmark kørende.

For en ganske almindelig vognmand bliver kørselsafgiften til en udgift i millionklassen hvert år.

Og regningen den lander hos virksomhederne og den helt almindelige dansker, som får dyrere varer og højere inflation – alt sammen i klimaets navn.

Tvivlsom effekt

For os i Danmarksdemokraterne har kørselsafgiften ikke noget med grøn omstilling at gøre.

Det er blot endnu en strafaktion fra regeringen mod erhvervslivet med tvivlsom effekt på CO2 udledningen.

For lastbiler kører ikke på vejene for sjov. De leverer nødvendige varer til landets virksomheder og produktion. Og det vil de jo fortsætte med, selvom der kommer en kørselsafgift.

Samtidig vil afgiften flytte transport over på uregulerede varebiler, som ligger under vægtgrænsen for afgiften, og derfor ikke skal betale afgift.

På den måde bliver kørselsafgiften blot endnu en rød skat, som pålægges et erhverv, der i forvejen er presset til det yderste af historisk høje dieselpriser, endeløst bureaukrati og bøder.

Rammer udkantsområder

For mange vognmænd vil afgiften sandsynligvis betyde dødsstødet, især vognmænd i udkantsområder, som rammes ekstra hårdt. De skal nemlig køre længere afstande for at hente varer og servicere lokale virksomheder.

Derfor siger vi nej til kørselsafgiften. Lige som Venstre også gjorde, inden partiet gik i regering og vendte på en tallerken sammen med de røde partier.

Vi mener i stedet man skal give de vognmænd og chauffører, som holder Danmark kørende, en håndsrækning, så de kan investere i den grønne omstilling. Det kan man gøre med støtteordninger, ladeinfrastruktur og ved at sikre, at elnettet overhovedet kan levere strøm nok.

Og når det bliver realistisk for vognmændene at skifte til el og grønne brændstoffer, så gør de det jo hellere end gerne.
 

Hans Kristian Skibby

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024