Rekordmange i Horsens deltager i ”VI CYKLER TIL ARBEJDE”



I fællesskab har Horsens Kommune og DI Sydøstjylland i år opfordret lokale arbejdspladser til at deltage i den nationale cykelkampagne. Borgmester Peter Sørensen og bestyrelsesleder i DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg er selv med på cykelstierne. Foto: Horsens Kommune

I maj klikker tæt på 1.000 medarbejdere fordelt på 121 cykelhold på tværs af Horsens Kommune hjelmen på og cykler til arbejde. Både kommunen og DI Sydøstjylland deltager i Cyklistforbundets landsdækkende kampagne, som har til formål at sprede cykelglæde, klimavenlige kilometer i benene og sunde fællesskaber på arbejdspladserne

Af Horsens Kommune

Der bliver kamp til stregen på kommunens cykelstier i maj måned. Her deltager 985 medarbejdere fra Horsens Kommune og lokale virksomheder i Horsens i Cyklistforbundets landsdækkende kampagne "VI CYKLER TIL ARBEJDE".

De 985 medarbejderne fordeler sig på 121 cykelhold, der repræsenterer en lang række arbejdspladser i hele Horsens Kommune. Det er mere end dobbelt så mange som sidste år, hvor 358 medarbejdere deltog i cykelkampagnen.

Baggrunden for kampagnen er at opmuntre til fællesskaber med kollegaerne samt at få flere sunde vaner og slankere klima-regnskaber.

- Vi ved, at vi alle sammen har godt af motion og frisk luft. Og når vi cykler sammen, giver det stærkere fællesskaber og glæde på arbejdspladsen. Vi er derfor meget glade for, at så mange arbejdspladser bakker op om kampagnen, så vi sammen kan gøre vores kommune endnu sundere, grønnere og mere attraktiv at bo og arbejde i, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

I år har både Horsens Kommune og DI Sydøstjylland derfor opfordret til at få så mange som muligt til at melde sig klar på cykelstierne. Og det fælles fokus har båret frugt.

Lokal dyst på cykelstierne

Fra i dag cykler medarbejdere fra 63 kommunale arbejdspladser og 24 private virksomheder nemlig til arbejde. Derudover deltager også medarbejdere fra Skattestyrelsen, Regionshospitalet Horsens m.fl.

I hele maj dyster holdene om at cykle så mange dage som muligt. For at alle kan bidrage, tæller det også, hvis man kun cykler den ene vej, til bussen og toget eller i forbindelse med hjemmearbejde.

For at give konkurrencen et ekstra pift har borgmester Peter Sørensen og bestyrelsesleder for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg en intern dyst om, hvorvidt det bliver en kommunal eller privat arbejdsplads, der vinder i konkurrencen om at få flest cykeldage.

- Det er imponerende, at så mange deltager i år. Jeg glæder mig til at møde nogen af deltagerne på cykelstierne. Vi kan desværre ikke love medvind på cykelstierne. Men vi lover skulderklap og kæmpe opbakning til alle de virksomheder og kommunale afdelinger, der slår støttefoden op og træder til på cykelstien, siger Johannes Saugbjerg. 

Udover de mange præmier, som Cyklistforbundet udlodder i forbindelse med kampagnen, har Horsens Kommune og DI Sydøstjylland smidt en ekstra bonus i puljen, hvor den lokale arbejdsplads, der har flest cykeldage, vinder billetter til Rock i Lunden.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024