Michael Nedersøe, byrådsmedlem og lokalformand for Dansk Folkeparti i Horsens
Som svar på Søren Lind Jensens (NB) læserbrev bragt i Østbirk Avis 10. februar 2021., kan det nævnes, at Dansk Folkeparti selvfølgelig fortsat mener, at borgernes penge har det bedst i egne lommer.
Af Michael Nedersøe, byrådsmedlem og lokalformand for Dansk Folkeparti i Horsens
Søndermarksvej 12D, Sejet
8700 Horsens
Når DF alligevel stemmer for en minimal skattestigning, er det ganske enkelt et spørgsmål om, at der var flertal for skattestigningen uden om Dansk Folkepartis mandater. Derfor valgte vi at indgå i drøftelserne og herved få mest mulig indflydelse, hvilket vores vælgere kan forvente af os (vi blev ikke indbudt til drøftelserne i blå blok).
Vi fik flere bl.a. SOSU-hjælpere, som skal øge servicen overfor borgerne. Vi fik bedre skoler, hvilket skulle bidrage til at løfte kvaliteten af undervisningen, vi fik flere ældrevenlige boliger og ikke mindst fik vi kanaliseret en del af skattestigningen tilbage i lommerne på de borgere, der i forvejen ikke har så meget.
Det gjorde vi bl.a. ved at give gratis busser til pensionister og førtidspensionister, billigere kolonihaver samt flere motionstilbud i Sund-By. Summen af det hele er, at når Dansk Folkeparti indgår i div. drøftelser og forhandlinger, så gør vi det velvidende, at man ikke får hele partiets politik igennem på en gang, men at vi kan trække i den rigtige retning over for dem, der har sat deres kryds på os.
Vi tager altså politisk ansvar, måske NB skulle prøve det, fremfor blot at foregøgle vælgerne, at man kan klare det hele på den halve tid. Senest så vi, hvordan NB´s finansordfører Lars Boje Mathisen fra folketingets talerstol, hvor han under 3. behandlingen af finansloven udtalte: “NB har ikke lige nået at stille vores ændringsforslag”.
Ikke lige nået det, er vel en kende useriøst, når det er ved finansloven, man kan få noget af partiets politik gennemført. Nuvel, hvis NB tog politisk ansvar, så blev man nødt til at skrue ned for de indholdsløse skåltaler og facebookopslag.
Måske det ville være rart, om NB fortalte lidt mere om deres økonomiske politik. NB vil gerne afskaffe udligningen mellem kommunerne, hvilket vil medføre, at Horsens kommune står til et årligt minus på 353,5 mill. Udover de besparelser der allerede kører i Horsens kommune, vil man med et så stort årligt minus ikke kunne undgå, at det rammer velfærden. Er det gamle Karen, der ikke skal have sin sårbehandling, eller måske den hjerneskade Gert, der ikke skal have sin genoptræning?
Kom nu ud af busken NB og tal om jeres økonomiske politik, der vil gøre de rige nordsjællandske kommuner rigere og sende os andre på fattiggården.