Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens
Som svar på Søren Lind Jensens, Nye Borgerlige (NB) læserbrev fra d.23.02.2023 kan det nævnes, at vi i Dansk Folkeparti, både nu såvel som tidligere, er borgerligt indstillet. Jeg bliver dog nødt til at minde Søren Lind Jensen om, at der er stor forskel på lokalpolitik og landspolitik. Der er mange ting, som vi er enige om bl.a. udlændingepolitikken, men når det kommer til fordelingspolitikken, er vi mile vidt fra hinanden, hvilket er naturligt, for ellers var vi nok i samme parti.
Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens
Søndermarksvej 12D, Sejet, 8700 Horsens
Hvis vi f.eks. tager udligningen mellem kommunerne, som skal sørge for, at der er en nogenlunde ens service, uanset om du bor i det rige Nordsjælland, fattige Lolland Falster eller i Horsenskommune.
NB vil gerne afskaffe den og hermed påføre Horsens kommune en spareøvelse på 416 mill. årligt. NB vil altså sørge for, at folk i Gentofte kan mæske sig i kaviar og champagne og sende de andre kommuner på fattiggården. Dansk Folkeparti vil gerne bevare udligningen, så vi kan sikre at ”gamle Grethe” fortsat kan få sårbehandling og at Flemming kan få hjælp til genoptræning osv.
Jeg anser bestemt ikke Dansk Folkeparti som et parti, der er i kløerne hos Borgmester Peter Sørensen men som et parti, der søger politisk indflydelse. Dette er til stor gavn for såvel Dansk Folkepartis vælgere, byens andre borgere og ikke mindst Horsens kommune som helhed. Dette kan måles på resultaterne i bl.a. budgetforhandlingerne.
Jeg har tidligere forsøgt at samarbejde i den blå blok i Horsenskommune, men der var ikke stor opbakning fra Venstre og konservative til vores politik og jeg kan se, at det samme nu sker for NB, når de fremsætter forslag i forskellige udvalg i byrådet, for der er ikke opbagning til disse i blå blok. I modsætning til Søren Lind er jeg ikke sat i verden for at være andre partiers nyttige idiot, men for at få gennemført politik.