Rikke Christensen valgt som spidskandidat for Det Radikale Venstre i Horsens



HORSENS - Det Radikale Venstre i Horsens har udpeget Rikke Christensen som deres spidskandidat til kommunalvalget i november 2025. Som formand for bæredygtigheds-, natur- og klimaudvalget har hun været en central figur i den grønne omstilling af Horsens Kommune.

Af Jørn Kildall

Rikke Christensen blev valgt ind i byrådet i 2021 og har siden stået i spidsen for flere bæredygtige initiativer. Som formand for bæredygtigheds-, natur- og klimaudvalget har hun arbejdet aktivt for at fremme grønne løsninger, hvilket har styrket hendes profil som politisk leder i kommunen. Blandt de centrale initiativer er projektet Ren Fjord og en ambitiøs klima- og bæredygtighedsplan for Horsens.

Christensen udtrykker stor glæde over sin nye rolle som spidskandidat og udtaler:

"Jeg er dybt beæret over at blive valgt som spidskandidat for Det Radikale Venstre i Horsens. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med vores medlemmer og borgere for at skabe en endnu bedre fremtid for vores kommune – Horsens er jo i mit blod."

Støtte fra partiformanden

Niels Voetmann Jepsen, formand for Det Radikale Venstre i Horsens, er også meget tilfreds med valget af Christensen som spidskandidat.

"Rikke Christensen er en dedikeret og kompetent leder, som vi er stolte af at have som vores spidskandidat. Vi fik valgt Rikke ind i byrådet i 2021, og vi har set det store arbejde, hun lægger for dagen. Hun er en drivkraft i byrådet, især med Ren Fjord-initiativerne og den ambitiøse kommunale klimaplan," udtaler han.

Valgprogrammet for 2025

Til kommunalvalget i 2025 vil Det Radikale Venstre i Horsens med Christensen i spidsen fokusere på flere centrale områder:

  • Klima og natur, herunder ren fjord
  • Unge og trivsel
  • Fremtiden for havnen og den åbne å

Valglisten for partiet inkluderer også kendte ansigter som Børge Sørensen, Lars Ladefoged, Søren Ellebæk Laursen og formand Niels Voetmann Jepsen. Derudover har valgudvalget bemyndigelse til at tilføje flere navne, inden valget løber af stablen i november 2025.

Det bliver spændende at følge udviklingen i valget og se, hvordan Det Radikale Venstre med Rikke Christensen som spidskandidat vil sætte deres præg på Horsens Kommunes fremtidige retning.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024