Ringvejen bliver spærret for trafik, mens der graves ud til cykeltunnel



(Arkivfoto)

Fra fredag aften og 10 dage frem er Ringvejen i Horsens spærret for al trafik. Det skyldes, at der skal graves ud til den tunnel, der er en del af cykelstien mellem Hatting og Horsens

Plejer du at cykle eller køre ad Ringvejen i Horsens, skal du være opmærksom på, at der i øjeblikket bliver arbejdet på og omkring vejen. Arbejdet betyder, at Ringvejen fra fredag den 20. august 2021 kl. 18 til mandag den 30. august 2021 kl. 06 vil være spærret for al trafik. Det gælder på strækningen mellem krydset ved Fuglevangsvej og krydset ved Thorsvej/Strandkærvej.

- Vi spærrer vejen, fordi vi skal grave ud til den cykeltunnel, der skal gå under Ringvejen, og som er en del af cykelstien mellem Hatting og Horsens. Vi skal fjerne en ret stor mængde jord og grave elementerne til tunnelen ned. Af sikkerhedsmæssige hensyn kan vi ikke holde vejen åben for trafik samtidig med udgravningen, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.

Er blevet ændret lidt

Når Ringvejen igen bliver åbnet for trafik, vil der i uge 35 og 36 være omlægninger af trafikken, da der kun vil være ét spor åbent i begge retninger. Bilister skal derfor være opmærksomme på, at der kan være risiko for kø - særligt i myldretiden.

Den første og længste del af cykelstien - mellem Hatting og Sverigesvej - er taget i brug i sommerferien.

- Generelt er vi desværre blevet forsinket med anlæggelsen af cykelstien, fordi vi har været nødt til at lave nogle ændringer i projektet undervejs. Vi er bl.a. stødt på nogle ustabile jordforhold, hvor ikke vi kunne anlægge cykelstien ovenpå, så derfor har vi været nødt til at flytte lidt på stien nogle steder. Når vi ændrer på et projekt, der ligger tæt på jernbanen, skal alle ændringer forbi Banedanmark, og det kræver selvfølgelig også noget sagsbehandlingstid, forklarer Allan Lyng Hansen.

Af sikkerhedshensyn bliver fodgængere og cyklister ledt uden om Ringvejen i alle de uger, arbejdet står på. Fodgængere og cyklister henvises i stedet til at benytte Sverigesvej.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024