(arkivfoto)
Bygholm Landbrugsskole har fået godt 2,2 mio. kr. fra Region Midtjyllands uddannelsespulje til projektet Klimasmart Landbrug – robotteknologi i erhvervsuddannelsen. Så nu skal der tegnes striber i jorden.
Projektet handler nemlig om stribedyrkning med robotteknologi. Projektet har til formål at skabe viden og forståelse for værdien og effekten af ny teknologi i fødevareproduktionen og naturforvaltningen i et bæredygtighedsperspektiv samt at udbrede og medvirke til viden om, hvilke teknologier der skal medvirke til opnåelse af de politiske klimamål.
”Robotteknologi er på vej ind i landbruget, så når vi skal uddanne fremtidens landmænd, er vi nødt til at tage denne teknologi til os. Ellers står vores faglærte landmænd jo på bar bund, når de om få år møder en robot ude på marken,” siger forstander Erik Kallehave Kristensen.
I projektet skal Bygholm Landbrugsskole blandt andet udvikle undervisningsmateriale, som også andre landbrugsskoler kan bruge. Derudover skal Bygholms egne landbrugselever helt konkret være med til at arbejde med robotterne ude på arealerne.
”Vores elever får så at sige fingrene i jorden sammen med robotterne, så de kommer ud fra skolen med en erfaring, som de kan tage med videre i deres arbejde. Og så kommer vi til at sammenligne dyrknings- og høstresultaterne med traditionel dyrkning, så eleverne har et reelt, praktisk og teoretisk grundlag for at vurdere teknologiens værdi i det virkelige landbrug,” forklarer projektleder Birgitte Kjems Vester, der netop nu er på jagt efter den helt rigtige driftsleder. Jobopslaget findes på skolens hjemmeside.
Skolen udlægger nemlig allerede i år et areal til stribedyrkning, og hvis forsøgsresultaterne skal være reelle, skal afgrøderne jo sås til tiden.
Nogle af projektets afgrøder vil blive solgt til lokale i stalddørssalg, så også den helt lokale verden uden for skolen kan få indblik i de nye dyrkningsmetoder. Resten bliver brugt som foder til skolens dyr og som mad i skolens kantine.