De knap 400 der var mødt frem til Royal Run opvarmningen, fik meget mere end Royal Run.
Af Per Bonde, Foto Jørn Kildall
Hovedgård Idrætsforening der stod bag arrangementet, havde gjort en stor indsats for at vise nogle at motion er andet end løb. Da Hovedgård sammen med de øvrige oplandsbyer fik tilbudt arrangementet fra Horsens kommune, var man hurtige til at sige ja-tak.
Lige så hurtigt var man klar over, at her var en enestående chance til at vise sig frem for personer, der måske ikke alle plejer at komme i hallen. De skulle inspireres til at blive en del af idrætslivet generelt i Hovedgård.
Først en løbetur
Henriette Busk førte an i en let gang opvarmning, og så var det ellers af sted på en af de to ruter. Nogle var hurtige, andre lidt langsommere, nogle løb begge ruter og nogle løb det hele flere gange. Fælles for dem alle var, at der var store smil på, når de vendte tilbage til hallen.
Efter at have fået lidt frugt, en bolle og noget at drikke, var der mulighed for at prøve forskellige aktiviteter i hallen. Fodbold, håndbold, fitness og gymnastik havde sat forskellige aktiviteter op, og hvis man havde lyst, var det muligt at få ansigtet shinet lidt op med farver og glimmer.
Ingen tvivl om, at de fremmødte havde nogle gode timer, både med motion, men helt sikkert også snak og socialt samvær.