Royal Run vender tilbage i 2022



Foto: Uggi Kaldan / Royal Run Sønderborg

Næsten 79.000 deltagere har dagen igennem været med i en af verdens største løbebegivenheder, Royal Run. Store smil og glade ansigter har præget motionsruterne, og derfor er H.K.H. Kronprinsens melding om, at Royal Run vender tilbage i 2022 helt sikkert populær.

Af Danmarks Idrætsforbund

Dagen igennem har Royal Run været i fuld gang fem forskellige steder i landet. Og de mange deltagere kan glæde sig over, at den store løbefest kommer igen. Med H.K.H. Kronprinsen i spidsen holdes Royal Run således igen i 2022. Og kronprinsen har netop offentliggjort på TV2, at han løber med igen til næste år.

”Der ligger meget godt gemt i det her. Man skal kigge på alle de glade ansigter overalt i dag,” siger kronprinsen. 

Hos organisationerne bag Royal Run er der glæde over udmeldingen.

”De mange deltagere og de store smil, der har præget dagen i dag, vidner om, at Royal Run virkelig har været savnet. Derfor er det dejligt, at vi allerede nu kan opfordre til at sætte kryds i kalenderen 2. pinsedag 2022” siger Jens Otto Størup, adm. direktør i DGI og med i styregruppen bag Royal Run.

For 31% af deltagerne er Royal Run 2021 deres første motionsløb, og netop drivkraften til at få flere danskere til at bevæge sig er en af målsætningerne med Royal Run.

”Royal Run kan noget helt unikt. Vi oplever en utrolig opbakning og en fantastisk stemning på tværs af nybegyndere og øvede. Og de mange fortællinger om, hvordan folk er kommet i gang med at motionere pga. Royal Run bekræfter vigtigheden af, at vi vender tilbage til foråret” fastslår Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF og ligeledes medlem af Royal Runs styregruppe.

Endnu er det ikke fastlagt, hvilke byer der får besøg af Royal Run i 2022. Så snart dét er på plads, bliver løbsstederne offentliggjort.

Foto: Lasse Olsson / Royal Run Odense

Om Royal Run:

  • Royal Run afholdes i Danmark søndag den 12. september 2021
  • I Danmark afholdes Royal Run 2021 fem steder: Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg samt på Bornholm.
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,609 km), 5 km og 10 km.
  • De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta.
  • På Bornholm er der Royal Run uden kongelig deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
  • Royal Run måtte aflyses i 2020 pga. corona-restriktioner
  • I år er næsten 79.000 tilmeldt Royal Run.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Foto: Lars Møller / Royal Run København/Frederiksberg

Lignende artikler

Danmarks Idrætsforbund

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024