Rustent forsamlingshus får nyt liv med frivillig indsats



Sattrup-Monbjerg Forsamlingshus hvor taget ruster væk. (Foto Jørn Kildall)

SATTRUP - Taget på Sattrup-Monbjerg Forsamlingshus har bestemt set bedre dage. Taget er belagt med blikplader, som er rustet, og i de senere år har det også regnet ind gennem taget to steder over baggangen og stolerummet i forsamlingshuset.

Af Bestyrelsen, Sattrup-Monbjerg forsamlingshus. Foto Jørn Kildall

Derfor gik bestyrelsen for Sattrup-Monbjerg forsamlingshus i foråret 2023 i gang med at søge penge hjem til et nyt tag. I første omgang blev der ansøgt ved Norlys Vækstpulje, hvor der samme forår blev bevilliget 215.000 kr. Denne bevilling blev omtalt i Horsens Folkeblad i juni 2023, hvilket fik Jørgen Korshøj fra lokalsamfundsudvalget ved Horsens kommune til at henvende sig med besked om at ansøge oplandsudvalgets pulje om penge til klimaforbedrende tiltag i forsamlingshuse. Denne ansøgning gav 100.000 kr. til udskiftningen, og efter seneste regnskabsår kom ud med et overskud på ca. 45.000 kr., har de nu i bestyrelsen besluttet at sætte arbejdet i gang.

Lokal tømrer skal udføre arbejdet

Nye tilbud er hentet ind, og det blev herefter besluttet at gå videre med det lokale tømrerfirma Christian Pedersen ApS, der har adresse i Østbirk. Allerede i uge 21 bliver der stillet stillads rundt om huset, og i weekenden den 25.-26. maj starter arbejdet.

Frivillige hænder søges

Der er behov for lidt frivilligt arbejde i starten af processen. Blandt andet skal den del af skorstenen, der er synlig over taget, pilles ned. Der er lidt murværk, der har taget skade, og dette skal repareres. Derudover skal der pilles tagrender ned, overdækningen over terrassen skal også ned. Og så er der lidt malerarbejde.

Invitation til lokalsamfundet

Alle, der ønsker at være med til at bevare Sattrup-Monbjerg forsamlingshus for fremtiden, inviteres hermed til at give en hjælpende hånd med forberedelserne til udskiftningen. Du kan melde din ankomst på smf.kasserer@gmail.com af hensyn til forplejningen eller bare kikke forbi i løbet af weekenden og se, om der er noget, du kan hjælpe med. Alle er velkomne.

Historiske minder

I gamle dage var der også en gymnastikforening i Sattrup-Monbjerg. Dette bevidnes af den fane, der stadig hænger i husets entre. Men også loftet gemmer på fortællinger om gamle dage og forsamlingshuset som gymnastiksal. Bestyrelsen ser frem til at få dagslys på nogle af de gamle gymnastikredskaber, der står på loftet og få vished om, om der måske er noget der, der har en værdi.

Fejring af nyt tag

Udskiftningen af taget vil blive fejret med en festdag senere på året. Hvornår og hvordan er endnu ikke helt fastlagt, men så snart bestyrelsen har planlægningen på plads, vil alle blive inviteret til en dejlig dag ved huset.

Flere planer om renovering

Det bliver forhåbentlig ikke ved det. Næste ansøgning er sendt ind, denne gang til Realdania, der har en stor kampagne i gang, der hedder Underværker. I samarbejde med PAX Architechts ApS fra Aarhus med lokale Mathias Brockdorff i spidsen er der indsendt en ansøgning på tilskud til en totalrenovering af resten af huset. Denne ansøgning er under behandling, og der forventes svar i slutningen af maj. Så Sattrup-Monbjerg forsamlingshus går en spændende tid i møde.

Sattrup-Monbjerg forsamlingshus

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024