Vi ser frem til at komme i gang med at synge igen og håber på både nye medlemmer og en masse gode oplevelser.
Gudenå Folkekor blev startet i Brædstrup og omegn for mere end 30 år siden med en idé om, at alle, som holder af at synge, kan lære at opføre korsatser- uanset om de er specielt nodekyndige eller ikke.
Repertoiret har altid været vidt favnende- lige fra små stykker af musicals til små stykker af klassiske værker – men ofte med rod i den danske sangskat.
Både rytmisk og klassisk
Skønt koret har sunget rytmiske sange med andre kor, er det mere den klassiske sang, som er korets varemærke.
Gudenå Folkekor er det eneste kor i den nære omegn med netop dette repertoire.
Det skyldes bl.a. korets leder, Jørn Bendixen, som er konservatorieuddannet sanger og cellist, og som har en stor og lang erfaring i at lede kor.
Der mangler stemmer
Koret synger fortrinsvis 4-stemmigt - men begynder efterhånden at mangle stemmer!
Mandsstemmer har det knebet med en del år, men vi har også brug for nye kvindestemmer i koret.
Vi har en munter tone i koret, som udover den musikalske glæde og berigelse, også skaber mange gode og mindeværdige stunder.
Bl.a. mødes vi hvert andet år med vores venskabskor fra Skibby på Sjælland for sammen at opføre en koncert enten hér eller der. Ligeledes har vi haft stor fornøjelse af at tage på tur, i år blev det Fanø i en forlænget weekend.
Vi har første øveaften i år den 3. september kl. 19.30 i den gamle rådhussal, Niels Wongesvej 8, Brædstrup. Det koster 550 kr. fra sep. til jul. De første 2-3 gange er gratis prøvetid. VEL MØDT!