På dele af Schüttesvej vil beboer- og ærindekørsel være tilladt, mens strækningen over dæmningen er spærret for al trafik. Kort: Horsens Kommune
Arbejdet med den nye dæmning og sluse ved Schüttesvej og Bygholm Sø er nu nået så langt, at tre store sluserør i den kommende weekend skal føres under vejen.
Skal du i den kommende tid forbi Schüttesvej til fods, på cykel eller i bil, skal du være opmærksom på, at vejen fra fredag den 5. februar 2021 kl. 09 og frem til tirsdag den 9. februar 2021 kl. 06 vil være spærret for al trafik på strækningen hen over dæmningen. I denne periode skal der føres tre store sluserør under dæmningen, som Schüttesvej går over.
- I den nye sluse skal der lægges tre store rør, som hver har en diameter på 1,6 meter. I den kommende weekend bliver der gravet ud til rørene, og rørene bliver ført under dæmningen. Herefter bliver de støbt og svejset sammen. Mens det arbejde bliver lavet, er vi nødt til at lave en forlænget weekend-lukning af Schüttesvej, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme.
For beboere og trafikanter, der har ærinde i området, vil det fortsat være muligt at køre på Schüttesvej på strækningen mellem krydset ved Silkeborgvej/Skanderborgvej og hen til Lovbyvej. Det samme gælder på strækningen mellem krydset ved Bygholm Parkvej og hen til lige før Åbjergskovvej. Det er altså fortsat muligt at køre ind til f.eks. boligområderne ved Lovbyvej samt butikker og erhverv i Bygholm Søpark. Til gengæld er strækningen over selve dæmningen helt spærret.
- Af sikkerhedsmæssige hensyn og for, at arbejdet kan gennemføres så effektivt som muligt, spærrer vi strækningen over dæmningen for al trafik. Vi har planlagt arbejdet, så lukningen af vejen først gælder efter morgentrafikken fredag. På samme måde bliver vejen åbnet for trafik tirsdag kl. 06, så vi heller ikke generer morgentrafikken her, forklarer Allan Lyng Hansen.
Automatisk sluse
Den nye dæmning og sluse ved Bygholm Sø og Schüttesvej bliver bygget med en spuns, som er en lodret væg af jern, der rammes ned i bunden af søen og går helt op til vejen. Denne løsning sikrer, at vandet i Bygholm Sø fremadrettet kan stige op til 90 cm over det normale. På den måde kan Bygholm Sø bruges som klimasikring af området omkring søen samt ned gennem midtbyen, fordi der kan tilbageholdes store mængder vand i søen.
Udover den robuste dæmning bliver der etableret en ny, automatisk sluse. Den måler løbende på vandstanden og styrer, hvor meget vand der løber ud af søen og ud i Bygholm Å.
- Hele spunsen er rammet langs søen, og vi er færdige med fiskestryget. Nu skal vi have lagt sluserørene og lavet ind- og udløb til slusen, siger Allan Lyng Hansen.
Hvis man vil have servicemeddelelser sendt direkte på SMS, kan man tilmelde sig en gratis SMS-service. Tilmelding sker ved at sende "KOM SCHUTTESVEJ" til 1910. Tjenesten er gratis, og du kan til enhver tid afmelde dig.