Hans Kristian Skibby (DD)
MF, Danmarksdemokraterne
Man troede næsten det var en vits her i foråret, men SVM-regeringen indførte ny moms på fitness, danseundervisning og sågar zumba. På den måde sikrede SVM-regeringen sig årligt 190 MIO. kr. mere til statskassen.
Af Hans Kristian Skibby (DD)
MF, Danmarksdemokraterne
Regeringen stak forbrugerne en undskyldning om at det var EU-regler og tilpassede styresignaler. Men i virkelighedens verden var det såmænd bare atter en skatte- og afgiftsstigning, ja flere indbetalingskort ned i danskernes postkasser. Hvis da ellers man har en postkasse, men det er så en anden sag, her ovenpå det nye postforlig som kontant nedprioriterer postkasser i landdistrikter hvor én million danskere fortsat bor.
Men der er tilsyneladende nu planer om at indføre moms på udlejning af fritidsboliger. Således planlægger EU at indføre momspligt på korttidsudlejning på under 45 dage. Med al respekt er det nok ikke særlig mange ferieglade lejere, der planlægger en ferie på over 45 dage ad gangen!
Således blev Europaudvalget d. 16. juni forelagt et dagsordenspunkt omkring ”moms i den digitale tidsalder”. I Danmarksdemokraterne er vi dybt rystede over at Socialdemokraterne, Moderaterne og især Venstre forholder sig passive i den sag. Hvorfor vælger SVM-regeringen den passive tilgang – ja faktisk venter de jo bare på at der kommer et nagelfast implementeringskrav fra EU, hvor de så kan læne sig op ad?
Hvis man nærlæser dagsorden og bilag fra mødet i Europaudvalget (16 juni d.å.) så står der på side 64, at de nye momskrav vil medføre væsentlige statsfinansielle konsekvenser i Danmark, bl.a. til udvikling af ny IT-infrastruktur for 400 MIO. kr. Hertil kommer årlige IT-drift og vedligeholdelsesudgifter til administration og kontrol.
Men den helt store regning skal nok findes hos de 60.000 danske ejere som hvert år lejer deres fritidsboliger ud. Deres fritidshuse repræsenterer en værdi af 80 MIA kr. og en årlig turismeomsætning på 19 MIA. kr. Derfor vil det være direkte erhvervsskadeligt, at lægge 25% moms oveni prisen til alle turister der lejer ferieboliger i Danmark. Det er sjældent at stigninger på 25% medfører flere turister - tværtimod! I Danmarksdemokraterne står vi undrende overfor SVM-regeringens passive tilgang til de her EU-planer som i juni måned blev forelagt Folketingets Europaudvalg og jeg har på den baggrund fremsat en række udvalgsspørgsmål som Skatteministeren nu må forholde sig til, så vi kan få stoppet arbejdet med at indføre en ny erhvervsskadelig moms på kortidsudlejning af fritidsboliger.