Slut med byggeprojekter uden enighed



Af Søren Lind Jensen,
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

På byrådsmødet d. 22. februar blev et fælles arbejdsgrundlag for byrådet fremlagt. Selv om jeg efter et gruppearbejde ikke kunne se mine indspark til ændringer i det endelige arbejdsgrundlag – sådan er det jo, når man er i opposition til det almægtige regerende lokale Socialdemokrati – så var der én meget vigtig ting, der gjorde, at jeg stemte ja, nemlig at der står krystalklart på side 6: ”fælles fodslag ”,”fælles enighed om de store linjer” og ”bredt samarbejde”. 

Af Søren Lind Jensen,
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

De facto betyder det, at det i fremtiden er slut med at presse anlægsprojekter igennem byrådet med et smalt flertal. Gejserne og Lilli Gyldenkildes Torv står som skamstøtter på visionsløs og gold arkitekturpolitik. Broen over Kørup Enge er et andet eksempel, hvor et af kommunens smukkeste områder bliver smadret pga.  enerådighed fra borgmesterens side. V og K’s forslag til en anden løsning blev forkastet af det tidligere byråd.

Men nu er det slut med den slags projekter. Med det vedtagne arbejdsgrundlag, som i øvrigt var en 14 siders tomgang med floskler, fraser og almindeligheder, så skal der være fælles enighed i byrådet, ergo som jeg også bemærkede i byrådssalen, mellem de tre store partier S, V og K samt så mange af de fem små partier i byrådssalen som muligt, altså minimum 22 ud af de 27 mandater.

De Radikale, SF og Enhedslisten skal selvfølgelig også levere på deres valgløfter, nemlig flere grønne områder, flere lejeboliger, mere arkitektonisk kvalitet i byggerierne og ikke mindst en overordnet byplanlægning. Og tak for det! Lad os udogmatisk lytte til hinanden og den kommende stadsarkitekt, som vi stadig venter på, og få lagt en ordentlig linje for byudviklingen. 

Enhedslistens Viggo Jonasen skrev fremragende indlæg og talte dunder i Aarhus byråd i sidste byrådsperiode. Hans helt korrekte tese var det menneskefjendske i de århusianske socialdemokraters by- fortætningspolitik, hvis arkitektoniske hæslighed i øvrigt er svært at overgå. 

Lad os dog hvad angår byudviklingen samles om en fælles linje i krydsfeltet mellem lokalpolitikernes stærke argumenter, arkitekters og byplanlæggeres råd med udmunding i projekter, der skaber glæde iblandt borgerne!

Med en tilbagevending til fornuften og med det vedtagne arbejdsgrundlag bør det være den kurs, som byrådet udstikker.
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024