Birkebo (arkivfoto)
Det dejlige efterårsvejr har forlænget sæsonen for det lette tøj, men nu går den ikke længere – rusk og regn melder, at nu er det efterår. Så må vi jo se ind i skabet, hvad er der, som kan bruges, er det slidt, eller er det krøbes siden sidste år, der er flere muligheder – er det tilfældet er der hjælp at hente.
Søndag 4. november kl. 14 – 16 er der Søndagscafe på Birkebo i festsalen. Lars fra Jysk tøjsalg kommer med sit spændende tøj til rimelige priser, og de fire veloplagte mannequiner, som vi kender fra tidligere, viser os tøj, der passer til alle aldre og faconer. Kom og vær med til en hyggelig eftermiddag, hvor vi drikker kaffe med brød og får vist det dejlige tøj.
Der er også amerikansk lotteri. Mannequinerne vælger selv tøjet fra Lars’s kollektion, så det passer til deres vidt forskellige højde, drøjde og temperament så der vil være noget for enhver smag.
Centerrådet har gjort det til en god tradition at vi skal se Lars’s tøj to gange om året, og det er altså nu. Tag veninderne eller manden under armen og lad os få en herlig eftermiddag.