Det er med stor glæde, at vi kan informere alle om, at der i aktivitetsudvalget er søgt fondsmidler, - således er arrangementet gratis, dog skal du selv medbringe drikkevarer til eget forbrug. Vi glæder os til en dejlig fest sammen med jer! Sådan lød invitationen til beboerne på Højvangsgården i Egebjerg.
Af Leif Kristensen
Og jeg skal da nok love for at det blev en fest. Der var dækket op ved bordene uden for i gården ved Fælleshuset. Små to timer med forrygende Shu-bi-dua numre leveret med sang og guitarspil af duoen Shubiforsjov musikere, og et medlevende publikum, som sang med på numrene eller tog en lille svingom mellem bordene, jo jo der var fest i gaden, som man siger og vi plus tressere var i festhumør, vi trænger vel alle til at være sammen igen og more os ovenpå Coronaen, der har begrænset samværet og aktiviteterne i vores fælleshus.
Efter den musikalske underholdning var der buffet leveret fra Bilka i Horsens, mens maden gled ned, blev der talt og grinet ved bordene, jo man kunne høre at dette samvær har folk savnet, men nu lykkedes det at feste sammen, og få en kop kaffe og småkage eller chokolade at gå hjem på.
En fantastisk god og dejlig dag der sluttede henad kl.22.00. En stor tak til vores Aktivitetsudvalg her på Højvangsgården i Egebjerg for deres initiativ, dem vil der helt sikkert komme flere af fremover, hvor der nu ser lidt lysere ud efter denne pandemi, mennesker har behov for at være sammen tale og le og feste.