Syng med den stemme du har



Når min far skulle synge – så sad han ikke og hviskede eller kikkede andre steder hen end ned i den tekst, der skulle synges fra. Min far åbnede munden og sang med. Han koncentrerede sig det bedste han kunne. 

Af Lone Buhl Pedersen

Som barn har jeg tænkt om han ikke kunne synge lidt lavere… Men i dag elsker jeg at tænke på det. For når far sang og sang til – så var det fordi han var glad – så var det fordi han så en betydning i de ord han sang – så var det fordi han ville bidrage til fællesskabet og ikke bare sidde sur og fornærmet tilbage. Far var taknemmelig – og ja er man taknemmelig så har man lettere ved at bryde ud i sang.

Sang kan noget

En forårsdag så synger jeg gerne: Det er forår og alting klippes ned….

Er jeg sådan lidt vemodig så synger jeg fra sangen Skybrud: Alle de mennesker – jeg har elsket – befinder sig stadig – et sted i mig – et sted i mig.

Med konfirmanderne må jeg synge: Må din vej gå dig i møde og må solen varme dine kind.

Til begravelsen elsker jeg at synge: Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evigt fly….

Til brylluppet: Det er så yndigt at følges ad …

Du som har tændt millioner af stjerner, er også så god og det er der mange flere sange der er gode – gode fordi vi sammen synger dem.

Kom og vær med til Fællessang i Østbirk Præstegård tirsdag 14. marts kl. 19.00 – 21.00

Vi synger i vilden sky – jeg vil fortælle lidt om de enkelte sange vi synger og organist Karl Åge og kirkesanger Sara Tranberg vil slå tonerne an og hjælpe os.

Midtvejs drikkes der kaffe og spises kage. For kaffe og kage betales 25 kr.

Det er gratis at deltage og det er bare at møde op. Glæder mig til at synge sammen med jer alle.
 

Lignende artikler

Lone Buhl Pedersen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024