(arkivfoto)
Og lad lyset tænde i dig.
Af sognepræst i Lundum og Hansted pastorat Søren N.F. Jensen
Nedlukning, restriktion, afstand, karantæne er ord som beskriver denne første tid i det nye år, som ellers tegner til at blive et glædens år. Det er vaccinens år, men effekten lader vente på sig og efterlader mange af os i en besynderlig venteposition. Mange må sidde alene med alle ”hv”-spørgsmålene: Hvad skal der ske? Hvem må, bør, skal jeg se? Hvordan kan jeg være i kontakt med dem jeg holder af på en sikker måde? Hvornår bliver det min tur til at få stikket? Hvornår bliver det min tur til at komme ud? Hvornår, hvornår, hvornår…
Og svaret blafrer derude i vintermørket et sted imellem samvittighed, samfundssind og forsamlingstrangen.
Vintermørke rimer på vintertørke, og selvom der blev prædiket om lysets fødsel i det lille Jesusbarn fra de tomme kirker juleaften, må vi stadig vente med længsel på, at glædens fællesskab igen bliver tilgængeligt – både i og uden for kirkerne. Der er tørke på den sociale tank, og den trænger snart til at blive fyldt igen, men vi må holde ud.
Tørken kan brydes med lys
Vi går heldigvis lysere tider i møde. Tålmodighed er våbnet, og håbet er skjoldet, som skal holde de mørke tørke-tanker ude. Et lys kan hjælpe med at holde modet oppe.
Derfor kan man tænde et lys. Man kan tænde et lys for en man holder af, en man savner, en man tænker på, en man mindes, en tanke som gerne må spirer, et håb som må blive ved at brænde, en følelse som gerne må styrkes, eller man kan tænde et lys for lyset selv. Det er på vej med langsomme daglige skridt.
Med lys skal håb vindes.
Jeg opfordrer alle til at tænde et lys. Enten derhjemme eller i din lokale kirke, hvis der er åbent og det er muligt. Se din kirkes hjemmeside for information herom eller giv et kald til din lokale sognepræst eller kordegn
