Test af klimamærkning af fødevarer i Horsens



Netto ved Bygholm Bakker

Handler kunderne mere klimavenligt, hvis de får råd og vejledning, når de står i butikken? Det vil Netto som den første butikskæde herhjemme teste gennem en ny klimamærkning, og Netto ved Bygholm Bakker er udvalgt som testbutik.

Af Salling Group

Det bliver endnu nemmere at finde de grønne og mere klimavenlige alternativer, når man handler i Netto ved Bygholm Bakker. Nettos nye, bæredygtige butik i Horsens bliver nemlig testbutik, når Netto vil se, om forbrugerne gennem konkret vejledning og gode råd i butikken vil vælge de fødevarer, som er bedst for klimaet.

Det sker som del af en landsdækkende pilottest af en ny klimamærkning, hvor Netto vil hjælpe alle, der ønsker det, med at træffe klimavenlige valg, når de står foran køledisken eller kolonial-hylden:

– Det bliver superspændende at se, om indkøbskurvene vil få et andet udtryk, når kunderne i vores butik vil få hjælp til at finde de varer, der er bedre for klimaet. Vores butik skiller sig allerede ud med sin bæredygtige profil, og interessen fra lokalområdet har været stor. Derfor tror jeg også på, at horsensianerne er de helt rette til at teste Danmarks første klimamærkning, siger Bo Hovedskov Nielsen, butikschef i Netto i Bygholm Bakker.

Mange danskere vil gerne gøre en forskel for klimaet og nedbringe deres klimaaftryk. Faktisk vil over halvdelen af danskerne spise mere klimavenligt, lyder det i en undersøgelse fra Madkulturen. Men som forbruger kan det også være svært at gennemskue, hvordan et stykke kød eller en pose pasta påvirker klimaet.

– Vi har forsøgt at lave en klimamærkning, der er enkel at navigere efter. Og som alle, der vil handle mere klimavenligt og mindre klimabelastende, kan benytte. Men vi glæder os næsten endnu mere til at få tilbagemeldinger fra dem, der lægger vejen forbi vores butik i Bygholm Bakker, så vi skaber den bedst mulige ordning for kunderne og for klimaet, fortæller Michael Løve, der er direktør i Netto.

Som kunde i Bygholm Bakker-butikken vil man helt konkret blive præsenteret for nye skilte og mærker ved hylderne. Som kunde kan man derfor se, hvilke varer, der har et lavt klimaftryk på tværs af alle varer i butikken, og hvilke, der har et lavt klimaaftryk inden for den enkelte vares kategori. Samtidig bliver man blandt andet oplyst om, hvordan enkelte varetypers klimaaftryk er indenfor frugt- og grønt samt kød, fisk og fjerkræ.

– Vi har intet ønske om at moralisere eller fjerne de røde bøffer, som vi er mange, der er vilde med. Men vi vil gerne gøre det nemmere at vælge de klimavenlige alternativer, som mange kunder også efterspørger fra os i detailhandlen. Og samtidig vil vi gerne teste, om vores klimamærkning reelt kan medvirke til, at kundernes indkøb kommer til at se anderledes ud. Det glæder vi os til at følge, uddyber Michael Løve

Salling Group

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024