Tilpasset organisering skal sikre fortsat rene linjer



Byrådssalen Horsens Rådhus (arkivfoto)

Horsens Kommune formaliserer hidtidig praksis for at undgå enhver bekymring om kommunaldirektørs habilitet 

Det blev besluttet på Horsens Byråds møde mandag aften, at en række sager i fremtiden vil blive behandlet under fuldt ansvar af direktør for Teknik og Miljø, Charlotte Lyrskov, med direkte reference til Borgmesteren i de konkrete sager. 

Dermed formaliseres den hidtidige praksis i forhold til bl.a. sager vedrørende køb og salg af fast ejendom og konkrete byudviklingsprojekter.

Samtidig tilbageføres det organisatoriske ansvar for juridisk afdeling til Charlotte Lyrskov, hvor det var placeret indtil november 2019, og endelig betyder ændringen, at det i fremtiden er de enkelte direktørområder, der indstiller sager til politisk behandling og ikke den samlede direktion. 

Baggrunden for ændringerne er, at kommunaldirektøren er i et forhold til en person, som er i en nær relation til en virksomhedsejer i Horsens Kommune. 

Det kan ifølge en juridisk vurdering fra en eksternt advokatfirma på sigt give anledning til habilitetsspørgsmål i forbindelse med behandlingen af konkrete sager. 

For at undgå enhver bekymring om habilitet, formaliserer byrådet nu hidtil gældende praksis.

- Der er ganske enkelt tale om, at vi handler ud fra et forsigtighedsprincip, da der aldrig må kunne rejses tvivl om kommunaldirektørens eller andre direktørers habilitet i forhold til aktiviteter i byen. Derfor har vi besluttet, at relevante sager i fremtiden behandles under fuldt ansvar af vores tekniske direktør med reference direkte til mig og uden, at kommunaldirektøren deltager i sagsbehandlingen, siger borgmester Peter Sørensen.

Han tilføjer, at ændringen skal skabe gennemsigtighed, og at der aldrig må kunne sættes spørgsmålstegn ved sagshandlingen i Horsens Kommune. 

- Jeg og byrådet er selvsagt meget optaget af at sikre, at der fortsat er og altid skal være klare linjer omkring forholdene i kommunen og kommunaldirektørens rolle. Og derfor etablerer vi nu, i de konkrete sager og efter anbefaling fra eksternt advokatfirma, et formelt og direkte referenceforhold mellem teknisk direktør og borgmester og dermed Byrådet, siger Peter Sørensen.

Alt materiale – sagsfremstilling samt ekstern advokatrapport - findes på Horsens Kommunes hjemmeside: https://horsens.dk/Politik/Byraadet/ByraadsmoedePersonalesag
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024