Peter Sinding Poulsen bliver øverste chef i Horsens Kommune



Peter Sinding Poulsen er 43 år. Han bor i Ry med hustru og to teenagedøtre.

 Skifter direktør-stol og bliver nu kommunaldirektør og øverste chef for ca. 7.000 medarbejdere.

Et enigt Horsens Byråd har på et møde tirsdag aften besluttet at ansætte den hidtidige direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune, Peter Sinding Poulsen, som ny kommunaldirektør.
 Peter Sinding Poulsen afløser Niels Aalund, der har været kommunaldirektør i Horsens Kommune siden kommunesammenlægningen i 2007 og som nu overgår til en stilling som udviklingsdirektør med ansvar for bl.a. realisering af Campusrokaden.
 Peter Sinding Poulsen tiltræder sit nye job straks, og han glæder sig til at tage fat på opgaverne.
 Han slår fast, at høj kvalitet på velfærdsområderne og konstant udvikling af kommunens kerneopgaver vil være et af hans helt store fokusområder som kommunaldirektør.
 - Horsens Kommune er og skal være et rigtigt godt sted at bo for alle borgere i alle dele af kommunen. I takt med, at Horsens Kommune oplever en fantastisk positiv befolkningsudvikling, skal vi have udbygget dagtilbuds- og skolekapacitet samt etableret flere boliger til plejekrævende ældre. Samtidig skal vi have fokus på den fortsatte udvikling af vores store velfærdsområder, beskæftigelsesindsatsen og de kulturelle tilbud. Disse udviklingsambitioner stiller krav til vores organisation, ledelse og medarbejdere – samt til samspillet med omgivelserne i form af borgere, pårørende, frivillige, foreninger og virksomheder, hvor vi med Sund By og vores Alliancer har et rigtigt godt udgangspunkt, siger Peter Sinding Poulsen.
 Han understreger, at han glæder sig til at sætte sig i spidsen for en stor, engageret og motiveret medarbejderskare, som leverer kerneydelser til tusindvis af borgere hver eneste dag.
 - Velfærd vil i høj grad blive mit fokusområde de kommende år, siger Peter Sinding Poulsen, som også får ansvaret for at realisere en lang række visioner og planer for den fysiske udvikling af Horsens Kommune.
 - Vores befolkningsudvikling er resultatet af mange års strategisk arbejde med kommunes image som kultur- og oplevelseskommune samt af et samlet byråds ambitioner for bosætning. Byrådet har med budgetaftalen for 2017 lagt vigtige spor ud for kommunens videre udvikling med fortsat meget høje ambitioner for bosætning, udviklingen af havnen og midtbyen, etableringen af et stort uddannelsescampus ved banegården, trafikplan og udviklingen af vores små og mellemstore byer. Det er en stor og meget spændende opgave at skulle realisere alle visioner og planer, siger Peter Sinding Poulsen.
 Borgmester Peter Sørensen udtrykker på vegne af Horsens Byråd stor tilfredshed med ansættelsen af Peter Sinding Poulsen.
 - Med ansættelsen af Peter Sinding Poulsen får vi en kommunaldirektør, som kan sætte en ny samlende retning for hele organisationen, og som kan sikre, at der er fokus på vores velfærdsområder og hele ledelsessystemet. Horsens Kommunes organisation er gennem de seneste år blevet styrket i forhold til at håndtere og gennemføre de store projekter i byerne og på havnen. Nu har vi med ansættelsen af Peter Sinding Poulsen sikret os en topchef med bred erfaring fra stort set alle de store velfærdsområder – lige fra børneområdet, uddannelse og beskæftigelse til ældre, handicap og sundhed, siger Peter Sørensen.
 Peter Sinding Poulsen er cand. scient. pol fra Aarhus Universitet i år 2000, og han kom til Horsens Kommune fra en stilling som ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune for ca. fem år siden.

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024