Traktordemonstration i Horsens: Landmænd satte fokus på fødevareproduktion



Demonstranter og tilskuere trodser regnen for at deltage i protesten. Forum Horsens var et af stoppene på ruten, hvor folk kunne komme tættere på og høre mere om budskabet. (Foto: Arendina Post de Jong)

HORSENS - Tirsdag aften blev Horsens midtpunkt for en NO FARMERS NO FOOD – NO FUTURE demonstration, da en lang række traktorer fra Facebook-gruppen NoFFF og Landbrug Ungdom rullede gennem byens gader. Med blinkende rotorblink og kraftige lygter tiltrak de sig opmærksomhed fra både fodgængere og bilister, som stoppede op for at se kortegen passere.

Af Jørn Kildall. Foto Arendina Post de Jong

Demonstrationens udgangspunkt var Bygholm Landbrugsskole, hvorfra traktorerne i samlet flok kørte gennem hovedgaderne. Kortegen gjorde et ophold ved Forum Horsens, hvor interesserede fik mulighed for at komme tættere på og høre mere om demonstranternes budskaber. Herefter fortsatte ruten videre til en anden del af byen, inden demonstrationen endte tilbage ved Bygholm Landbrugsskole.

Ifølge arrangørerne forløb arrangementet fredeligt og uden uforudsete hændelser.
 

Talsmand for NoFFF, René Spang Jørgensen, giver interview under traktordemonstrationen. Han forklarer bevægelsens budskab og vigtigheden af at beskytte dansk landbrug. (Foto: Arendina Post de Jong)

Fokus på landbrugets vilkår

NoFFF.dk er en frivillig forening, der arbejder for at sikre bedre rammevilkår for dansk landbrug og fair konkurrence for danske virksomheder. Ifølge foreningen er der behov for politisk handling for at beskytte fødevarekvaliteten og skabe en økonomisk tryg fremtid for kommende generationer.

En af de centrale problematikker, som demonstranterne ønskede at fremhæve, er brugen af tilsætningsstoffet Bovaer til kvæg. Ifølge NoFFF.dk er der manglende viden om de langsigtede konsekvenser af stoffet, hvilket skaber bekymring blandt landmændene.

Foreningen udtrykker samtidig kritik af de nuværende afgifter, herunder kilometerafgiften og CO₂-afgiften, som de mener lægger et urimeligt økonomisk pres på erhvervet.
 

Traktorer med lys og blink samles foran en lade i aftenmørket. Demonstrationen markerer landmændenes modstand mod skærpede afgifter og politiske tiltag. (Foto: Arendina Post de Jong)

Reaktioner fra borgere

Blandt tilskuerne i Horsens var der både nysgerrighed og støtte til demonstrationen. Flere borgere stoppede op for at betragte den lange række af traktorer, mens andre gav tilkendegivelser af opbakning.

Demonstrationen i Horsens var en del af en større bølge af landbrugsprotester, der har fundet sted i flere danske byer i de seneste måneder.
 

Traktorkortege kører gennem natten fra Bygholm Landbrugsskole. De mange deltagende traktorer skabte stor opmærksomhed i Horsens. (Foto: Arendina Post de Jong)

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024