Borre Knob rækker 2 km ud i Horsens Fjord. Fra Schurs Konference Center og ud til spidsen færdes man kun til fods og på cykel. Her er fred, og badestranden er god. I varme somre bliver vandet op til 26 grader varmt, altså næsten som i Middelhavet.
Naturforeningen for Gedved og omegn inviterer alle til Borre Knob tirsdag den 11. august. Deltagerne mødes på P-pladsen ved Schur kl. 19 og vandrer ud til spidsen ad en tør vej. De, der har lyst, kan bade. Undervejs viser Eigil Holm planter og blomster og fortæller om dem.
Halvøen var tre øer for nogle hundrede år siden. Den yderste og største ø hed Borre, formodentlig lå der en borg. Men der er ingen rester af den, for havet har angrebet øen og fjernet en god del af den. Materialet ligger nu som sandtanger, der forbinder øerne, samt forlænger halvøen ud til Hjarnø Dyb, der er ca. 20 meter dybt. Halvøen kan ikke vokse yderligere den vej. Men i det sidste halvt hundrede år er spidsen vokset hurtigt ved pålejring af sand; ældre folk kan huske, at de kunne sejle tværs over spidsen ved højvande.
Den inderste af de tre oprindelige øer har en stor bestand af dådyr, som man ser fra vejen. På den næste ø ligger konferencecentret, og den tredje, Borre, har plantager og skov.
Overalt langs vejene er der roser, og de har næsten helt erobret spidsen. Det er den art, der hedder Rynket Rose. Den kom fra Asien i 1800-tallet og har fundet sig så godt tilrette, at de danner uigennemtrængelige krat langs strandene mange steder i Danmark. Der for har Miljøministeriet erklæret den krig og kaldt den for en invasiv art. En enkelt plante breder sig ved rodskud. Desuden spredes frøene af fugle, der æder hybenet. Frø, der ender i havet, spredes til nye kyster af bølgerne, så rosen kan dukke op overalt langs Danmarks strande.
Rosen blomstrer flere uger, men hver blomst holder kun få timer. De springer ud om morgenen, dufter og tiltrækker bier og humlebier, der kommer efter pollen til deres larver. Bierne klynger sig til støvdragerne og vibrerer pollenet ud, ofte med en stærk og helt speciel lyd. Pollenet flyves hjem til yngelen, der således får meget at æde. Bierne flyver fra blomst til blomst, og lidt af pollenet på dem befrugter de næste blomster. Når befrugtningen er sket, visner blomsten, og kronbladene falder af ud på eftermiddagen. Men næste morgen springer nye blomster ud. De befrugtede blomster blive store røde hyben. Den kan samles fra begyndelsen af august og er gode til marmelade.
Der er mange andre blomster på Borre Knob, f. eks. St. Hansurt, Blæresmelde, Strandarve, Marehalm, Strandmalurt, Nordmannsgran og mange andre. Tag kikkert med, for trækfuglene begynder at komme nu.