Hver tredje dansker mellem 18 og 29 år oplever, at deres mentale sundhed blev værre i 2020. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige. Ensomhed ses som en af de store årsager.
En verdensomspændende pandemi, nationale nedlukninger og begrænset social aktivitet. Netop overståede 2020 har taget hårdt på særligt de unges mentale velvære. Det viser en ny undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Gjensidige. Her svarer hver tredje dansker mellem 18 og 29 år, at de oplever deres mentale helbred er blevet værre i 2020. Samme svar ses kun blandt hver femte i alle aldersgrupper, så de unge har været, og er fortsat under den nuværende nedlukning, særligt udsatte.
En af de ting, der tærer på danskernes mentale sundhed, er følelsen af ensomhed. Undersøgelsen viser nemlig også, at hver fjerde mellem 18 og 29, som oplever en følelse af et forværret mentalt helbred oplever at følge sig ensom.
- Tallene er en bekymrende konsekvens af coronavirus’ påvirkning på vores samfund. Det er derfor vigtigt, at vi fortsat har stor opmærksomhed på danskernes mentale helbred under endnu en national nedlukning. De unge oplever ensomheden mere intenst end andre grupper i samfundet, og relationen til andre mennesker har stor betydning for deres udvikling. Derfor er vi opmærksomme på særligt denne gruppe, og tager hånd om dem, siger fagchef i sundhed i Gjensidige, Louise Brix.
Nedlukning førte til stigninger i psykologefterspørgslen
Hos Gjensidige blev det i foråret tydeligt, at danskernes mentale velvære led under den første nationale nedlukning.
Efterspørgslen af psykologhjælp blandt kunder med sundhedsforsikring faldt mindre end andre skadetyper under nedlukning og steg voldsomt i sommermånederne, der ellers normalt er lavsæson for psykolog-henvisninger.
Den udvikling ser Louise Brix som en afledt affekt af den første nedlukning.
- Den øgede efterspørgsel ser jeg som en naturlig konsekvens af nedlukningen, men det er alligevel overraskende, hvordan den har udviklet sig. Efterspørgslen er normalt lavest i sommermånederne, men der har været et behov for at fortsætte, påbegynde og genoptage psykologforløb blandt vores kunder. Pandemien medfører problematikker og følelser, vi ikke tidligere har set og som fylder meget i behandlingen, forklarer Louise Brix.
Ensomhed har været et problem længe, også før coronapandemien ramte os. Men nu er det blevet mere normalt og mindre tabu at snakke om ensomheden. I Gjensidige har vi gennem et samarbejde med Dansk Røde Kors taget kampen om mod hverdagens ensomhed med støtte til Besøgstjenesten, Patientstøtte og Vågetjenesten. Besøg vores tema-site om ensomhed, hvor vores psykologer giver gode råd til arbejdet med at forebygge og bearbejde ensomhed på www.gjensidige.dk/ensomhed
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i december 2020 blandt 1506 repræsentativt udvalgte danskere.
Hvor ofte føler du dig ensom?
- Altid 2,1%
- Ofte 8,8%
- Af og til 25,7%
- Sjældent 33,5%
- Aldrig 28,7%
- Ved ikke / Ønsker ikke at svare 1,2%
Hvor ofte føler du dig ensom (18 - 29-årige)?
- Altid 7,8%
- Ofte 16,5%
- Af og til 36,1%
- Sjældent 25,8%
- Aldrig 11,1%
- Ved ikke / Ønsker ikke at svare 2,7%
Hvordan vurderer du, at din mentale sundhed har udviklet sig gennem 2020?
- Har udviklet sig til det bedre 8,6%
- Uændret 65,2%
- Har udviklet sig til det værre 22,7%
- Ved ikke 3,5%
Hvordan vurderer du, at din mentale sundhed har udviklet sig gennem 2020? (18 - 29-årige)
- Har udviklet sig til det bedre 16,3%
- Uændret 46,1%
- Har udviklet sig til det værre 34,2%
- Ved ikke 3,4%