Balls er en mere krævende disciplin, fordi kuglen, der skal ramme plet, nok er rund, men ”sidetung”, og derfor er svær at styre, men Østbirk-seniorerne er ved at have styr på den drilske kugle.
99 deltagere har i løbet af 2022 deltaget i aktiviteterne under Atletik- og Seniormotionsudvalget i Østbirk Idrætsforening.
Af Gudrun Andreasen
Det er udendørsaktiviteterne Krolf, Kroket, mandags-Gåtur og Idrætsmærket samt Idræt om Dagen, der foregår i Østbirkhallen hver torsdag formiddag i to timer.
99 deltagere er et pænt deltagerantal. Alligevel var udvalgets formand, Gudrun Andreasen, ikke helt tilfreds, da hun aflagde beretning for udvalget i forbindelse med afdelingens juleafslutning – i øvrigt med deltagelse af godt 40 medlemmer.
New Age Curling er endnu en af de spændende lege, seniorer dyrker. Det ligner ice curling. Blot er isen her erstattet med små hjul under ”stenen”.
- Vi mangler tilgang af nye medlemmer i vores indendørs ”Idræt om Dagen”. Vi henvender os til den aldersgruppe, der har allermest brug for motion og fællesskab, sagde formanden.
Tæppe-curlerne venter, mens deltagerne i ”Idræt om Dagen” varmer op ved at få rørt alle muskler og led.
Staten, Horsens Kommune og idrætsorganisationerne har satset stort på at øge idrætsdeltagelsen i forenings regi. Det så godt ud indtil coronaen, men nu er tilgangen af nye deltagere stort set gået i stå.
Derfor planlægger seniormotionsudvalget i det nye år en kampagne for 60+’erne, så flere kan få glæde af de ugentlige timer, hvor deltagerne i fællesskab leger sig til sund motion og får tid til et godt grin, inden der sluttes af med kaffe, snak og en sang.
En af de populære aktiviteter er volleyball, der nok kan få sveden frem hos de aktive seniorer.