Vi skal fortsat skabe fremdrift for foreningerne!



Thomas Monberg, Folketingsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af Kulturudvalget.

Foreningslivet er fantastisk til at binde folk sammen. Der er en stærk energi i, når børn, unge og voksne samles til fodbold, håndbold eller til en helt tredje sportsgren. 

Af Thomas Monberg, Folketingsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af Kulturudvalget. 

For, når man er i gang med sin aktivitet, betyder det ikke så meget, om du eller din far er direktør eller ufaglært. På banen og i omklædningsrummet handler det om at vinde og have det sjovt - sammen. Dette har jeg selv oplevet som mangeårig aktiv, frivillig og træner i foreningslivet, som var og er en mærkesag for mig som henholdsvis byrådsmedlem og nu folketingspolitiker.

Derfor er det også glædeligt, at det samlede antal medlemmer i foreningerne i Dansk Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik & Idrætsforeninger (DGI) er steget markant - og nu faktisk er rekordhøjt! 

Også i Horsens Kommune går det den rigtige vej, viser tallene fra DIF og DGI. I 2021 var 25.768 medlemmer af en forening, mens tallet er steget til 26.757 i 2022. Det tyder dermed på, at mange af de medlemmer, som blev tabt på grund af corona og andre ting, nu er tilbage i folden. Det er vigtigt for fællesskabet og for den enkelte.

Alt er dog ikke perfekt, for vi har set eksempler på bøvlede barrierer, der har gjort livet sværere for foreningerne. Fra politisk hold skal vi derfor løbende se på, hvordan vi fortsat gør det attraktivt at være med i en forening – og være en forening. 

For i sidste ende er alle foreninger i dette land 100 procent afhængige af frivillighed blandt medlemmerne. Opgaven for os politikere er derfor at sikre, at der ikke er for mange unødvendige regler, statsligt som kommunalt, der kvæler de frivillige kræfters virkelyst. Vi skal gøre det lettere at være frivillig og tiltrække nye frivillige. Derfor nytter det heller ikke, hvis man som frivillig skal ud i en kamp med banken for at få en konto til foreningen. Eller at det er alt for bøvlet at skifte formand. 

For når alt kommer til alt, er frivillighed og foreningslivet noget af det mest danske, vi har i vores samfund. Derfor skal vi også værne om det - og ikke opstille for mange besværlige barrierer! 
 

Thomas Monberg

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024