Troels Bering. (Foto: Toke Hage)
For nylig havde jeg æren af at skulle tale ved Åes Forsamlingshus’ 150-års jubilæum. Dén chance ville jeg simpelthen ikke lade gå fra mig, for her var netop muligheden for at fortælle lokalhistorier fra egnen omkring Åes.
Klumme af Troels Bering
Lokalhistorier er desværre ved at forsvinde lige så stille, og det er en skam. Det hænger i min optik sammen med, at folk ikke bliver boende de samme steder som de gjorde førhen. Førhen var det også tit bedsteforældrene, der passede børnene, hvilket gav dem en enestående mulighed for at indvie børnene i lokalegnens historier og særpræg. Disse historier gav børnene en forståelse for deres nære verden og en relation til generationerne, der boede i området før dem.
Lokalhistoriens forfald
Til jubilæet fortalte jeg blandt andet om herremanden fra Tyrrestrup, Peder Ebbesen, som angiveligt havde stået i ledtog med djævelen adskillelige gange. Peder Ebbesen ville gerne have mere jord til herregården, så han fik lov af djævelen til at pløje en rende rundt om herregården. Den skulle blive det nye skel. Dog var djævelens betingelse, at det skulle ske søndag formiddag mens menigheden var i kirke og høre præsten prædiken. Herremanden sprang op på sin hest og fik djævelens to sorte svin til at pløje jorden op. Da han nåede Toftum, dukke byens hunde op og begyndte at jage hesten, så den panikkede og begyndte at løbe i alle retninger.
Peder Ebbesen, en legendarisk skikkelse
Dén bemærkning vakte stor latter blandt en lille skare, og da jeg spurgte, om det tilfældigvis var folk, der boede omkring det omtalte skel, nikkede de. Dermed bekræftede de, at skellet mellem Tyrrestrup og Toftum stadigvæk stikker i alle retninger her ca. 500 år siden Peder Ebbesen levede.
Historiens kraft i fællesskabet
Men historien giver os noget mere end bare den oplysning. Vi får også en relation til de mennesker, der har levet igennem århundrederne på grænsen mellem Tyrrestrup og Toftum fordi vi ser verden med deres øjne. Vi forstår, at herremanden har været i ledtog med ondskaben selv. Vi forstår, at jorden er stjålet med djævelens hjælp, og selv om bønderne har villet gøre noget ved sagen, har det været umuligt – da herremanden førhen var både politi, anklager og dommer.
Nye borgeres rolle i lokalsamfundet
En historie som dén gør, at vores verden bliver større; at verden havde en historie før vi slog os ned på den. Og endnu vigtigere: Historien bliver en del af vores egen personlige historie. Lokalhistorierne er med til at give os et fællesskab og noget at samles om. I disse tider, hvor byer som Hovedgård, Gedved og andre vokser voldsomt – ofte med mennesker, der ikke har boet i området før – er det vigtigt, at de gamle beboere sørger for at fortælle de historier, der kan give tilflytterne rod i området. For mange nytilflyttere gælder det, at man faktisk gerne vil være en del af lokalsamfundet, men det er svært, hvis man ikke kender historierne. Så kan man få den følelse, at man ikke har andet til fælles end det, at man bor i den samme by. Det må vi for alt i verden undgå.
Fusion af gammelt og nyt
Men vi skal heller ikke være blinde for, at nye historier også kan være samlende. F.eks. befinder der sig lige nu et kæmpe hul i græsplænen ved Åes forsamlingshus, hvor præstens bil sad fast efter den regnvåde aften og måtte trækkes fri af en lokal traktor. Onde tunger vil sige, at det var fordi præsten brugte det meste af aftenen på at tale ondt om djævelen – og hullet var en art hævn fra den ondes side. Hvis hullet består, er jeg sikker på, at historien også gør det.
