H.M. Kongen.
(Foto: Kongehuset)
Ja, jeg føler behov for at takke for specielt ét afsnit i talen, og det gør jeg, for tilsyneladende er der ingen eksperter og andre kloge hoveder, der synes, at det er ord, der er værd at hæfte sig ved.
Af Gudrun Andreasen, Østbirk
Og det forstår jeg ikke, for de ord var da henvendt direkte til hen mod halvdelen af Danmarks befolkning.
Kongen takkede alle dem, der på et eller andet tidspunkt engagerer sig i frivilligt arbejde.
” Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecafeen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud. Frivillighed kommer i mange former. Fællesnævneren er, at det giver mening for alle parter, både for hende, der giver sin tid, og for ham, der tager imod den,” lød den fra kongen.
Vi møder frivilligheden i hverdagen
Det er den frivillighed og medmenneskelighed, vi alle møder i hverdagen i idrætsforeningerne, i spejderbevægelsen, i alle foreningerne og hvor vi alene eller flere sammen mødes for at gøre noget til gavn for andre end os selv. Det er den frivillighed, der giver nogle børn, unge og voksne stjernestunder, for andre giver det lys for enden af tunnelen. Men fælles for alle gør det os rigere, som individer og som samfund.
Medmenneskelighed står øverst
Som frivillig i Røde Kors varmede det ekstra, at kongen så naturligt fik medmenneskelighed draget ind hverdagens aktiviteter. Netop medmenneskelighed står øverst på agendaen i Røde Kors-arbejdet. Og det kan somme tider være svært at tydeliggøre medmenneskelighed uden at det bliver lidt højtravende. Den opgave løste kongen som den naturligste ting i verden.
Og så kan TV-eksperterne for min skyld fortsætte med at drøfte kongens entre, indholdet i forhold til dronningens 52 forudgående nytårstaler, talens politiske undertoner, om han viste nervøsitet eller ej, om talen var et nybrud eller lidt af samme skuffe. For jeg hørte det, der betyder mest i hverdagen for danskerne.
Tak for talen!