KLUMME
Jeg har altid haft let til latter. Som barn, skulle min far bare kigge på mig, med det der blik, der sagde: ”Nu kommer jeg og kilder dig”, og så var jeg helt færdig. Han kunne få mig til at grine så meget, at jeg tissede i bukserne. Det er til at leve med, når man er barn. Men da jeg som genert teenager tissede i bukserne, foran ham jeg var stormende hemmelig forelsket i – ja da brød min verden sammen. Jeg undgik ham de næste mange uger. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Ydmygelsen var total.
Det har været et tilbagevendende problem op igennem hele mit liv, så at sige, at holde på vandet. Og efter at jeg har fået børn, er det for alvor blevet en udfordring. Et lille nys er lig med et par våde underbukser. Fysisk træning kræver lidt ekstra fór i trænings-underbukserne. Det er skamfuldt at tale om, men det er min verden. Jeg er utæt. Det er dog især, når jeg griner, at problemet for alvor kan rulle sig ud, eller, nåh ja, siver ud.
Efter episoden på efterskolen, søgte jeg læge. Jeg var 15 år, og blev henvist videre til sygehuset, der foretog alle mulige undersøgelser på mig. I sidste ende tilbød de mig en behandling, men den ville kræve, at jeg 1 gang om ugen, rejse hjem fra efterskolen, for at modtage behandlingen. Jeg kunne ikke få lov til at vente, til jeg var færdig med mit efterskoleår. Det var nu eller aldrig – og desværre havde mine forældre ikke midlerne, til at betale for de mange lange ture med offentlig transport, til og fra efterskolen. Derfor kom jeg ikke i behandling.
Tiden gik – og jeg fandt en måde at leve med det på. Det var jo ikke fordi, at jeg tissede i bukserne hver dag. Et simpelt hygiejnebind kunne godt fange de dråber, der kom i løbet af dagen. Og så længe jeg undgik mennesker, der fik mig til at grine, så kunne jeg da fint leve med min defekt.
Jeg er dog beriget med at have mennesker i mit liv, der kan få mig til at grine, og nogen gange skrige...
Engang havde min datter stillet sig på lur i mit mørke køkken. Jeg havde skyndt mig hjem, efter en tur i biffen og jeg flyver ind i huset, med retningen mod toilettet, for jeg skulle tisse virkelig meget. Pludselig springer hun frem og siger BØH!
Hendes belønning var stor, for udover mit høje skrig, fik hun også den belønning at se hendes mor, tisse i bukserne.
Det er ikke den eneste gang, hun har oplevet det. For bare 2 uger side, sad jeg på hendes sengekant, og kom til at grine så meget, at jeg faktisk tissede i hendes seng.
For et par år siden, skulle jeg besøge familie vest på. Jeg var næsten fremme, og skulle tisse virkelig meget. Men der er ikke just mange offentlige toiletter langs de små vestjyske landeveje, og da jeg pludselig fik et voldsomt hosteanfald – ja så er der ingen anden udvej, end at klodse bremserne og slå havariblinket til, imens jeg sprang ud af bilen og forsøgte at få viklet min røv ud af de lidt for stramme cowboybukser. Det nåede jeg ikke! Så resultatet blev, at da jeg nåede frem til min destination, da ankom jeg i et par forvaskede Sloggi trusser og bluse. Jeg havde nemlig kun pakket et par rene trusser og nattøj, til den ene overnatning i det vestjyske. Det blev sidste gang, jeg begik den fejl.
Faktum er, at når jeg mærker at jeg skal tisse, så skal jeg søge mod et toilet med det samme. Der er ingen grund til at tro, at det godt kan vente lidt. Det kan det ikke – og det mine damer og herre, er hvad man kalder erfaring!
Jeg har mine faste traveture. Ture, der nøje er udvalgt efter, om der er en buske eller to, der er velegnet til at ”lette ben op af”.
Der findes helt sikkert mange markmus derude, i den danske fauna, der har haft behov for krisepsykolog, efter at have set min store hvide røv i skovskiderposition.
For selvom jeg tisser 3 gange, inden jeg går ud ad døren, så er det alligevel sikker og vist, at jeg skal tisse igen, når jeg har gået i 40 min.
Når jeg går i seng, skal jeg alligevel op på toilet 3-4 gange, inden jeg kan falde i søvn. Når jeg først ligger ned, kan jeg sagtens sove i 12 timer, uden at skulle tisse… medmindre jeg er på telttur og toilettet ligger langt væk. Så er jeg nødt til at rende 10 gange i løbet af natten. Mit hoved og blære udgør et ondt makkerpar!
Det er jo ikke just et emne, man bringer op i festlig lag!
Men efter endnu et lille uheld, hvor en veninde var tilstede, ja da blev emnet vendt. Min veninde, der på dette tidspunkt læste til sygeplejersker, blev vedholdent ved med at opfordre mig til at søge læge. For det her, det kunne man altså gøre noget ved. ”Du er ikke den eneste, der kæmper med dette” sagde hun.
Efter en del betænkningstid, tog jeg mig mod til, at spørge min læge, da jeg alligevel var dernede, i en anden anledning, om han troede, der var hjælp at få?
Jeg blev udstyret med en kop og et skema, og sendt hjem for at måle og veje hvad der kom ind og hvad der kom ud. Jeg vil dog her, skynde mig, at gøre opmærksom på, at jeg selvfølgelig ikke brugte den medsendte kop, til begge opgaver.
Det føltes, som at have fået en biologiopgave for i skolen, sådan at nærstudere de små målestreger på bægeret, og nedfælde det i skemaet.
Efter stolt at have fremvist mit hjemmearbejde til min læge, henviste han mig til sygehuset.
Her fik jeg blandt andet lov til at tisse på et ganske særlig intelligent toilet, der kan måle, hvordan man tisser. Jeg presser åbenbart, når jeg tisser – og det bad sygeplejersken mig om, at holde op med.
Jeg følte mig flov. Jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte – men jeg vidste ikke, at jeg gjorde det. Min egen oplevelse er, at jeg sætter mig ned, og så løber det!?!
Efter mit ”toiletbesøg” fulgte 1 times foredrag ved en sygeplejersken, som endnu engang bad mig gå hjem med et nyt skema og måle og veje.
Og så kom dagen, hvor jeg mødte LÆGEN.
Undersøgningslokalet var ikke ret stor, men der var lige præcis plads nok til en undersøgelsesbriks, en læge, en sygeplejersker, en studerende og så mig.
Jeg blev bedt om at tage tøjet af, og ligge mig op på briksen. Og så gik underlivsundersøgelsen i gang. Jeg blev jeg skældt ud for, ikke at gøre, hvad hun bad mig om. Jeg gjorde ellers alt hvad jeg kunne, men hun fik det til at lyde, som om, jeg bevidst forsøgte at snyde hende. Hun mente heller ikke at jeg nogensinde havde været tilset af en specialist som ung. For hun kunne intet se i hendes system. Her måtte jeg gøre hende opmærksom på, at den digitale tidsalder ikke for alvor havde bidt sig fast i 1994, så derfor havde min journal nok været i papirform?!?
Hun sendte mig et langt mistroiske blik, og så blev jeg bedt om at tage mit tøj på igen.
Herefter satte jeg mig på en stol, med ryggen helt op af væggen. Nu rullede lægen, den lille meter hen til mig, på hendes kontorstol. Så lagde hun hånden på mit ene lår, så mig dybt ind i øjnene og sagde så:
”Er du helt sikker på, at det her er et reelt problem for dig?”
Jeg var lamslået. Jeg kiggede forvirret på hende, sygeplejersken og den studerende. Min første tanke var, at hun da måtte lave sjov med mig. Hvorfor ville man udsætte sig selv for alt dette, hvis man ikke ønskede hjælp?
Jeg havde i 2 gange 3 dage rendt rundt med vægt, målebæger og skema i tasken. Vejet mit trusseindlæg, når jeg tog det på OG skiftede det senere. Mål min urin, målt mit væskeindtag. Skrevet ned, hvad jeg havde foretaget mig, af forskellige fysiske aktiviteter, og ALT dette var nedfældet. Det var sgu da ikke noget jeg havde gjort, fordi jeg kedede mig. Eller fordi jeg manglede en ny hobby.
Jeg fik vist fremstammet, at jeg da godt vidste, at jeg ikke gik og tissede i bukserne flere gange hver dag, men at det jo ikke var sjovt, at rende rundt og lugte af urin hver dag.
Hvad der helt præcis skete derefter, kan jeg ikke helt huske. Jeg kan bare huske, at jeg ville ud derfra hurtigst muligt. Jeg følte mig så ydmyget. Så lille. Så forkert.
Aftalen var, at lægen skulle lave en opfølgende samtale en måned senere. Men da dagen nærmede sig, og mavepinen voksede, da traf jeg en beslutning. Det kan godt være, at det er pinligt, at tisse i bukserne. Men det er, hvad der sker. Man kan gardere sig, fx ved hjælp af Tena og ekstra skiftetøj. Men jeg kan ikke gardere mig mod ubehagelige mennesker, som misbruger min tillid og ydmyger mig. Jeg valgte at aflyse den opfølgende samtale. For jeg ville hellere tisse i bukserne foran 100 mennesker – end ydmyges af den læge igen!
To måneder senere skete det endnu engang. Jeg kom til at grine – rigtig meget – så meget, at ”vandet” nu løb ned af mine ben. Jeg kunne ikke stoppe det. Tyve mennesker så mig gøre det. Jeg måtte åbent og ærligt sige til dem: ”Nu tisser jeg i bukserne, jeg kan ikke stoppe det.” De skreg af grin – og jeg gav slip og lod tis og latter strømme ud fra min krop.
Bagefter vraltede jeg ud på toilettet for at vaske mig og skifte tøj.
Jeg kiggede på mig selv i spejlet og stillede så mig selv dette spørgsmål:
”Er du sikker på, at det her er et reelt problem for dig?”
