150.000 kr. fra Røde Kors til verdens katastrofer



(Arkivfoto)

Bestyrelsen for Røde Kors Horsens Nord har netop sendt 150.000 kr. til organisationens katastrofearbejde. Det er penge, der er tjent i de tre Røde Kors-butikker i Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup.

”Vi har næppe nogensinde været vidne til så mange katastrofer på én gang – både naturkatastrofer og krigssituationer, og det kræver netop nu ekstra meget af humanitære hjælpeorganisationer som Røde Kors. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at disponere noget af vores forventede overskud og sende pengene til Røde Kors’ Katastrofefond”, siger formanden for Røde Kors Horsens Nord, Gudrun Andreasen, Østbirk.

Krigene får bestyrelserne til at reagere

Det er ikke mindst krigssituationen i Ukraine og i Israel/Palæstina og jordskælvene i Afghanistan, der har fået den lokale bestyrelse til at reagere.

”Vi har imidlertid ikke den nødvendige indsigt til at vurdere, hvor der er mest brug for pengene. Den vurdering mener vi, Dansk Røde Kors i samarbejde med det internationale Røde Kors bedst kan tage, og derfor sender vi pengene til katastrofefonden.

Jordskælv, borgerkrig og oversvømmelser

Ud over de nævnte tre katastrofeområder, er Dansk Røde Kors også involveret i hjælpearbejdet efter jordskælvene i Tyrkiet og Marokko, oversvømmelserne i Libyen samt i borgerkrigen i Sudan.

”Mange af disse katastrofer er knap kendt af danskerne, fordi de er druknet i pressens beskrivelser. Men det ændrer ikke på, at der alle steder er tale om humanitære katastrofer, hvor Røde Kors skal være til stede. Og da vi er et af de 15-20 selskaber i verden, der har økonomiske muskler og menneskelige ressourcer til at hjælpe, er Dansk Røde Kors involveret i hjælpearbejdet alle steder. Derfor er der hårdt brug for hver en krone, der kan afses til katastrofearbejdet”, siger Gudrun Andreasen. 
 

Lignende artikler

Dansk Røde Kors Horsens Nord

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024