Østbirkhallens cafeteria var onsdag i sidste uge fyldt op med mere end 100 forventningsfulde seniorer, der sad klar til en uforglemmelig tur ned af mindernes boulevard, da rock- og pop-ikonet Peter Belli gav intimkoncert på stedet.
Af Jørn Kildall
Bag arrangementet stod Røde Kors Horsens Nord og de indbudte var alle vokset op sammen med Peter Bellis musik. Formand for Røde Kors Horsens Nord, Gudrun Andreasen bød Peter Belli og hans søn Michel velkommen på den lille scene, og fortalte om første gang hvor hun som 14-årig blev præsenteret for hans musik – og en kammerat fortalte hende at Peter Belli ville blive en stor stjerne!
Selvom Peter Belli ikke længere er en årsunge – han er født i 1943 – så fornægter mere end 60 år i showbusiness sig heller ikke. Nej, stemmen tilhører en ældre mand, men charmen og entertaineren er stadig intakt. Han fik hurtig fat i sit publikum med gode anekdoter og opmuntrende kommentarer til gæsterne i lokalet.
Med sig på scenen havde Peter Belli sin søn Michel som spillede guitar og sang kor. En korsanger var der nærmest ikke brug for, da publikum havde taget Peter Bellis opfordring til at synge med helt bogstaveligt og der blevet sunget med på teksterne.
Første nummer, var meget passende, Ulven Peter – så var stilen lagt og andet nummer var Peter og Søn, der oprindeligt var en hyldest til hans nyfødte søn Michel, som imellem tiden er blevet 47 år.
På turen ned af mindernes boulevard kom Peter Belli omkring sine gamle kollegaer som Bent Werther, Gustav Winkler og Thøger Olesen. Der var masser af anekdoter fra en langt liv på den musikalske landevej og det var ikke kedeligt.
Peter Belli fortalte at dagens koncert var den sidste i Jylland, i denne omgang for Røde Kors, før turen gik hjem til et par hviledage, inden han og sønnen atter drager ud på de Sjællandske landeveje og glæder en masser mennesker.
Efter endt koncert var der tid til kaffe, boller og lagkage til alle. Arrangementet var støttet økonomisk af Socialstyrelsen.