Årets julevandring 2023



VESTBIRK - Torsdag d. 28. december afviklede Vestbirk kano- & fritidslaug endnu en gang årets julevandring ved Vestbirk søerne. 

Af Per Bonde

Arrangørerne fra Kanolauget var i år meget spændte på fremmødet, da vejrudsigten ikke ligefrem lovede supergodt vandrevejr. Men på trods af regn og blæst, da starten gik kl. 12, var der alligevel mødt 67 deltagere op fra nær og fjern. 

Julevandringen tager altid sit udgangspunkt fra parkeringspladsen ved Den Genfundne bro, men ruten er forskellig fra år til år. 
 

Dette års rute

I år gik ruten over Den Genfundne bro, op gennem Træden Skov, via Bredvad Mølle til stemværket ved Bredvad sø, hvor der blev fortalt om Danmarks største naturgenopretningsprojekt, der gerne skal starte til foråret. 

Herefter gik man videre af naturstien til aktivitetspladsen ved Nadal sø, hvor den medbragte kaffe blev indtaget. Turen fortsatte gennem Vestbirk til Vandkraftværket, hvor der igen blev fortalt om naturgenopretningsprojektet, hvorefter man til sidst gik gennem trikotagefabrikken tilbage til parkeringspladsen. En tur på knap 12 km. 
 

Vejret var ingen hindring

Vi havde en dejlig tur, selvom vejret i starten var lidt friskt. Efterhånden klarede vejret op, og der kunne lindes lidt på overtøjet. Undervejs var der stor spørgelyst ikke mindst til naturgenopretningsprojektet.

Allerede nu kan man godt sætte kryds i kalenderen d. 28. december 2024, hvor Vestbirk kano- & fritidslaug gør det hele igen, og mon ikke naturgenopretningsprojektet igen bliver en del af ruten.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024