Årets ledere i Østbirk IF



ØSTBIRK - Hvert år omkring nytår har alle medlemmer og frivillige i Østbirk Idrætsforening mulighed for at indstille kandidater til årets leder og årets unge leder i ØIF. 

Af Jens Norup Simonsen

Det er efterfølgende ØIF’s bestyrelse, der har den vanskelige opgave at beslutte, hvem der skal løbe med de to titler, og nu kan det så afsløres, hvem der nu kan kalde sig årets leder 2023 og årets unge leder 2023. I år faldt begge valg tilfældigvis på instruktører inden for samme aktivitet, nemlig gymnastik, til trods for at der er ni forskellige aktivitetsudvalg i ØIF.

Leder med fantastisk overskud

Årets leder blev yogainstruktør Sæunn Valdis Gudmundardottir. Det er en af deltagerne på Holdet, Anne-Sofie Paaske, der har indstillet Sæunn. Anne-Sofie Paaske skriver blandt andet i sin indstilling: ”Jeg vil gerne indstille Sæunn fra Yogaholdet, da hun hver eneste gang møder op med det samme fantastiske overskud og giver ro og energi til holdet. Hver gang med nye variationer og ny inspiration. 
 

Sjovt at gå til yoga

Samtidig er det hyggeligt og sjovt at gå til yoga hos Sæunn.” ØIF’s formand Jens Norup Simonsen tog sammen med ØIF’s gymnastikudvalg i bogstaveligt holdet og Sæunn på sengen, idet de afbrød deltagerne i en afslapningssekvens i slutningen af yogatimen onsdag i sidste uge. Det var en glad, overrasket og rørt Sæunn Valdis Gudmundardottir, den kunne modtage blomster, vandrepokal, pengegave samt et stort bifald fra holdets deltagere.

Overraskelse med stort publikum

Lørdag var turen så kommet til at overraske Årets unge leder 2023. Det foregik foran et meget stort publikum i forlængelse af de 4 – 6-årige ”Spiloppers” opvisning i Østbirkhallen, og her var den overraskede og overvældede modtager Clara Bøgelund Iversen, der er hjælpetræner for holdet. I indstillingen af Clara skriver Thea Adamczky: ”Jeg vil meget gerne nominere Clara Bøgelund Iversen fra gymnastik som årets unge leder. Clara er meget positiv og hun er altid klar på at prøve noget nyt. Clara har stor respekt for børnene og de andre trænere, og så er hun meget stabil.”
 

Anerkendelse af frivillige ledere

 ”I Østbirk Idrætsforening vil vi gerne anerkende det store arbejde, som alle frivillige ledere i foreningen yder. Det gør både aktivitetsudvalgene og bestyrelsen fortløbende på forskellige måder”, fortæller ØIF-formand Jens Norup Simonsen. ”Men vi synes også, at det er passende at anerkende de frivillige, der yder en helt særlig indsats, og det er derfor vi giver medlemmerne i foreningen mulighed for at indstille årets ledere”.
 

Lignende artikler

Jens Norup Simonsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024