Fra venstre: Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen. Foto: Pernille Plagborg
DGI Sydøstjylland har kåret Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen fra Egebjerg IF Badminton som Årets Trænerpar.
Af DGI
Det unge trænerpar, Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen fra Egebjerg IF, fik mandag d. 26. april overrakt diplom, blomster og billetter til Thomas & Uber Cupsom symbol på, at de har vundet prisen som Årets Trænerpar i DGI Sydøstjylland Badminton.
Dedikerede trænere
Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen modtager prisen for deres inspirerende træning, som har fået flere til at spille badminton i Egebjerg IF.
”Sidse og Esben har igennem dedikation, forberedelse og træningsstil af høj og sjov kvalitet, løftet niveauet på spillerne i klubben,” lyder det fra én af indstillingerne på trænerparret.
Til spørgsmålet om, hvad rollen som træner gør ved dem, er svaret klart:
”Vi synes bare det er vildt fedt at se hvor meget de udvikler sig. Og så er det megahyggeligt,” fortæller Esben Pedersen.
”Det er også fedt når de spørger en til råds. Så ved man at man kan bidrage med noget,” tilføjer Sidse Meyer Balleby.
Eksplosiv medlemsvækst
Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen, der til dagligt er på deres sidste år i gymnasiet, har selv spillet badminton i mange år. Men i 2018 ønskede de at gå trænervejen. De sidste to år har Sidse Meyer Balleby og Esben Pedersen formået at tiltrække mange nye spillere under 18 år til foreningen.
Medlemstallet er nemlig gået fra 15 spillere under 18 år i 2018/19 til 49 spillere under 18 år i 2020/21. En stigning på hele 227 procent.
”Der er for os ingen tvivl om, at den høje kvalitet af deres træningsstil, har smittet af og sendt flere medlemmer i vores retning,” lyder det i én af indstillingerne.
De to trænere har derudover for første gang i mange år, fået spillere med ud til turneringer og arrangeret turnering i egen hal.
”Det er intet mindre end imponerende hvad disse to unge mennesker har gjort, på så kort tid,” lyder det afslutningsvist fra Jan Tranholm, Badmintonkonsulent ved DGI Sydøstjylland.
Med kåringen følger en automatisk nominering til Årets Træner i Badminton Midtjyllands område.