Traditionen tro vil medlemmer fra Hovedgård skoleorkester blæse julen ind fra Kattrup kirkes tårn lørdag 27. november, dagen før 1. søndag i advent. Det sker kl. 16, hvor mange Kattrup borgere og borgere fra nærliggende sogne samles på kirkegården for at lytte til julens toner fra de fire Hovedgård blæsere.
Det vil glæde menighedsrådet i Kattrup og Tolstrup sogne, om man vil give sig selv fri og komme for at lytte til blæserne. Det plejer at være en god stund, som vi jo desværre måtte aflyse med kort varsel sidste år på grund af pandemien. I år glæder vi os til at se jer. Bagefter tændes julelysene på juletræet ved graverhuset og ved forsamlingshuset, hvor børn og voksne mødes til gløgg og æbleskiver.
Så lad os mødes i Kattrup og lytte til julens toner, når de blæses ud over Kattrups hustage.
På næste kirkeside i Østbirk/Østjysk Avis kan I læse om de mange julearrangementer i december måned. Der sker noget for både børn og voksne.